Eureka

En hvid mand leder efter sin bortførte datter i en westernby. En ung mand i en regnskovslandsby forelsker sig, men må flygte ud af skoven. Og en politikvinde i det nordlige USA hænger i med det yderste af neglene. 

Hvad binder fortællingerne sammen?

At lykken er lunefuld, livet uden Hollywood-endings, men også at vi hver især er små ubetydelige prikker i universet. Eller endnu mere i filmen Eurekas ånd: klatter på fuglenes tidløse pendulfart mellem nord og syd.

Da Viggo Mortensen i starten af Eureka rider ind i en lille westernby, ligner det et ekko af hans egen rolle i Jauja fra 2014. 

I Jauja er det udrejsende danskere, der møder Ildlandet og dets 1800-tals-beboere. I Eureka er vi mest på proforma-visit i vores kollektive forestilling om Det Vilde Vesten. 

Sherif-Viggo og hans datter (danske Viilbjørk Malling Agger, der også er med i Jauja) er kun med i den første af filmens tre dele. De fører os ind i et univers, vi kender til hudløshed, men er en fiktion, hvilket Lisandro Alonso på en elegant måde får pointeret.

Alonso er en af de instruktører, der reviderer myten om civiliserede erobrere og vender blikket mod de oprindelige folk, der har tjent som billig arbejdskraft, eksotiske cirkusvarer og ugh’ende filmstatister.

Da vi slipper de hvide personer, forandres både stedet og vores fokus. Det vil være synd at afsløre præcist hvordan. Men det er ingen hemmelighed, at Eureka foregår forskellige steder og til forskellige tider. 

”Husk rummet, iķke tiden. Tid er en fiktion, mennesket har opfundet,” siger en af personerne og hjælper os ind i den finurlige form og logik, filmen er spundet af. 

En form, man kan sammenligne med Rumrejsen år 2001, hvor spring i tid på en gang er forstyrrende og fortolkningsudvidende på en vild måde.

Det er en logik, som de heldigste filmelskere allerede har opdaget hos den thailandske filmskaber Apichatpong Weerasethakul, senest med det meditative mindfuck af en sjælevandringshistorie i Memoria.

Vi er kort sagt et sted, hvor det sanselige, det spirituelle og det dvælende har forrang. Så er swipe- og TikTok-generationen advaret!

Engang dyrkede argentinske Lisandro Alonso den konceptuelt rene slow cinema-filmkunst. La libertad følger eksempelvis en skovhugger gennem en almindelig dag. Med Jauja drager han ind i et mere dramatisk fabulerende landskab.

Eureka har det samme stedsansende, postkoloniale blik fra de tidligere film, nu bare tilføjet et kosmisk eller åndeligt perspektiv. 

Tror Lisandro Alonso på reinkarnation, og er det simpelthen det, vi er vidne til, når vi springer fra Oglala-beboere i et nutidigt, forfrossent South Dakota til brasilianske skovfolk i 1970’erne – og bestemte genstande og motiver binder dem sammen?

Eller er det snarere en filmkunstner, der bare bruger de mulige forbindelseslinjer i tid og rum som et af mange værktøjer i kassen og måske gør sig skyldig i et lån af en eksotisk fjerdragt, nemlig disse folks tro?

Svaret er ikke entydigt. Indiskutabelt er det dog, at Lisandro Alonso sætter sig selv fri, og gevinsterne er mange.

Der er de teenage-fjollede blikudvekslinger mellem to forelskede i regnskoven. Et element af frydefuld uskyld, som er nærmest virker provokerende i en film, der emmer så meget af substans.

Lige så forrygende er den rå, unge Oglala-politikvinde Debonna, som løser et familieslagsmål og derefter tager imod en uventet besøgende i Pine Ridge-reservatet. 

Alaina Clifford virker for ung og uskolet til rollen, men man mærker en puls og en autenticitet i hendes replikleveringer, der rækker langt ud over den klassiske definition af godt skuespil. 

Og måske betyder det klassiske simpelthen mindre, fordi instruktøren allerede har rodet godt op i vores måde at sanse og tænke film på, da hun dukker op.

Men frem for alt er Lisandro Alonso tilbage i storform. Han er en mesterlig skaber af sære øjeblikke, hvor man hænger vægtløs mellem illusion og illusionsbrud. Eureka er på en måde mere en tilstand end en fortælling, en bekræftelse af, at tid er en fiktion, som mennesket har opfundet.