Biografanmeldelse
28. juni 2022
Memoria
Den skotske orkidéforsker Jessica (Tilda Swinton) kommer rundt i forskellige miljøer, da hun rejser rundt i Colombia for at studere landets planteliv. Foto | Sayombhu Mukdeeprom

Memoria

Thailandsk mesterinstruktørs hypnotiske og sansekildrende film med Tilda Swinton får som en drømmende åbenbaring tiden til at stå stille.

Af Rasmus Brendstrup

Thailandske Apichatpong Weerasethakul vandt i 2010 Guldpalmen i Cannes for Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv.

Men den sansekildrende instruktør er stadig et navn, mange har til gode at opdage. Hvilket kun er godt, for Memoria er det bedst tænkelige sted at begynde eventyret.

Tilda Swinton spiller den skotske orkidéforsker Jessica, der er rejst fra Medellín i Colombia til hovedstaden Bogotá. Hun skal dels studere fagrelevante svampe og mikrober, dels besøge sin søster, som er ramt af en udiagnosticeret sygdom. Men en tredje ting tager hendes fokus.

Jessica vågner i hotelsengen ved et dumpt drøn, som ingen andre tilsyneladende har hørt. Drønet sætter hende i dyb affekt, og vi bliver mere usikre på hendes velbefindende, end hun selv gør.

Hun guider lydteknikeren Hernán til at rekonstruere lyden digitalt i en scene, der er karakteristisk for Weerasethakul. Den tager omkring femten minutter og er mystisk og konkret på én gang.

Lyden genskabes med minutiøst og koncentreret samarbejde til en lyd ”som en stor betonkugle, der falder i en brønd af metal omgivet af havvand”.

Intensiteten i det lydbillede fylder studiet til randen og skvulper sanseligt ud i biografrummet.

Weerasethakul praktiserer slow cinema, der er det diametralt modsatte af Marvel-rabalder. Men han får publikum til at reflektere over både den forestillingsevne og den teknologi, som gør, at vi kan være næsten kropsligt til stede, når rumskibe pulveriseres i de populære superheltefilm. Her er vi bare tættere på psykologisk horror.

I næste scene er Jessica videre. Til jam-session med Hernáns musikervenner, på rundvisning i en plantekøleskabsfabrik og på visit i en gigantisk læsesal. Tilda Swinton er stille og bleg som en dyne, mens hun absorberer indtryk og faktuel viden, som sjældent er direkte relateret til det lydmysterium, hun bakser med.

Jessica lader sig trække drømmeagtigt rundt af anbefalinger og impulser, mens mysteriet fortrænges af en sansenær væren til stede. Hun minder om David Bowies kloge, melankolske og tavse alien i Nicolas Roegs The Man Who Fell to Earth.

Trods al sin leddeløshed og mærkværdighed og mystik er Memoria mere eksplicit undersøgende end Apichatpong Weerasethakuls tidligere værker.

Den er lettere at gå til end Blissfully Yours og Tropical Malady, som er intenst stimulerende, komplekse skildringer af romancer i Thailands tropiske grænseegne, udflydende og ordfattige. Instruktøren undersøger erindring, genfødsel og ånders drypvise opkomst på fascinerende fremmedartet og kronisk underforklaret facon.

Men Tilda Swinton gør Jessica til en stedfortræder, vi kan spejle os i, mens det colombianske univers er et undersøgelsesrum, der peger både indad og udad.

Af og til kommer der mønstre til syne. Der er noget med Colombias dystre fortid, noget med junglen, noget med mentale forbindelser. Uforudsigeligheden er en del af filmens smittende charme, og meget forbliver gådefuldt.

Som det måske fremgår, er det en film, man også som publikum skal give sig hen til, lade sig føre af. Og det børman!

For mig var der øjeblikke i Memoria, hvor tiden stod stille. Helt bogstaveligt. Har man haft en åbenbaring med en klassisk koncert, den første Tarkovskij-film på stort lærred eller en gastronomisk ud af kroppen-oplevelse, vil man måske have en idé om, hvad jeg taler om.

Jeg var der, i Colombia, i græsset ved åen, fuldkommen til stede.

Filmens åndedrag blev mit eget, og bagefter ville jeg ikke kunne sige, om der var gået to eller tyve minutter. Andre, der har set filmen, refererer lignende oplevelser, så jeg vil ikke tøve med at kalde Memoria for hypnotisk filmkunst, måske ligefrem transcendental.

Der går år imellem, at jeg oplever noget tilsvarende i kunsten – og for den sags skyld i livet.

Titel:
Memoria

Land:
Colombia, Thailand, Frankrig, Tyskland

År:
2021

Instruktør:
Apichatpong Weerasethakul

Manuskript:
Apichatpong Weerasethakul

Medvirkende:
Tilda Swinton, Daniel Giménez Cacho, Jerónimo Barón

Spilletid:
136 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
30. juni

Relevante artikler

Essay
06. nov. 2010
Joe og det yndige ådsel

Joe og det yndige ådsel

Interview
25. maj 2010
Jeg tror på sjælevandring

Jeg tror på sjælevandring

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
08. juli 2026
Following

Following

Biografanmeldelse
10. juni 2026
Disclosure Day

Disclosure Day

Biografanmeldelse
26. maj 2026
Det blå spor

Det blå spor

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro