Biografanmeldelse
11. nov. 2023
Et svært år

Luften er ladet amoriner, da fidusmagerne Albert (Pio Marmaï) og Bruno (Jonathan Cohen) møder en gruppe klimaaktivister anført af karismatiske Valentine (Noémie Merlant, midt).

Foto | Carole Bethuel

Et svært år

Makkerparret bag De urørlige underholder med en farceagtig komedie om klimakrise, kviklån, forbrugerisme, ludomani og sexkrænkelser af begge køn.

Af Bo Tao Michaëlis

Det franske filmmakkerpar Éric Toledano og Olivier Nakache fik et globalt gennembrud med De urørlige fra 2011. 

Det er en vældigt fransk feel-good-film om det umage venskab mellem en franskafrikaner med kriminel baggrund og den totallammede, velhavende hvide mand, han tager sig af som handicaphjælper. 

Siden viste de sig med indvandrerdramaet Samba, klassesatiren C’est la vie og socialrealistiske De særlige som habile leverandører af hjertevarme historier, hvor samfundsskel aldrig er større, end at de kan overkommes i godt vennelag. 

Deres film balancerer på kanten af det oversentimentale, det overlækre og overoptimistiske, hvor kærlighedens stærke arm forvandler hele verdens dårligdomme til solidarisk livsglæde. 

Filmene klarer sig kunstnerisk igennem på en stærk udstråling af humanisme, solid instruktion og især eminente præstationer af Frankrigs bedste skuespillere. 

Det samme gælder for deres seneste, som er en til tider farceagtig komedie om klimakrise, kviklån, forbrugerisme, ludomani og sexkrænkelser af begge køn. 

Titlen Et svært år er på fransk en indforstået vits, fordi sådan siger alle republikkens præsidenter i deres nytårstale til nationen. 

Filmen drejer sig om to kåde fidusmagere, Albert og Bruno, der begge er i gæld til halsen. 

De får hjælp af en småskør og spillegal socialrådgiver og snubler efter et møde hos ham, lokket af gratis snacks og øl, ind i en gruppe klimaaktivister anført af den kønne og karismatiske Valentine. 

Hun er opflammet af en hellig ild på sit korstog med kammeraterne for at redde kloden fra klimakrise og vestlig konsumerisme. 

Albert bliver meget hurtigt engageret i Valentine, mens Bruno helhjertet engagerer sig i selve sagen. Begge tager med på aktioner, hvor de demonstrerer ikke-voldeligt, men larmende på butikkernes Black Friday, modehuses catwalk, i zoologisk museum, den franske nationalbank og til sidst på selveste Charles de Gaulle-lufthavnens landingsbaner. 

Alt imens løjerne går for sig, gøres der lette grin med ”klimatossernes” frelsthed, uden at filmen mister sin seriøse solidaritet for deres sag. Blot krydres respekt med kærlig ironi. 

Som sædvanlig for makkerparrets film rummer handlingen ingen skurke. Bortset fra nogle menneskers skadelige forbrugsdelirium og ødslen med fossile brændstoffer er alle gode nok på bunden, selv om der kan være et stykke ned. 

Som i de forrige film møder to klasser hinanden, uden at det bliver til mere klassekamp end kulturernes gemytlige uoverensstemmelser. Og selvfølgelig er der også amoriner i luften i et Paris, der aldrig har været mere delikat og indsmigrende. 

Pio Marmaï spiller charmerende gavtyven Albert, der til tider også er en rigtig tyv. Men han er selvfølgelig god nok, og i hvert fald bliver han det af forelskelsen i Valentine. 

Hun spilles med indlevelse og lidenskab af Noémie Merlant, en af Frankrigs mest talentfulde skuespillere, som fik sit gennembrud som maleren Marianne i den inciterende kostumefilm Portræt af en kvinde i flammer. 

Jonathan Cohen gestalter glimrende Bruno som martret af kærestesorg og grænseløs gæld, men også som en mand, der hiver sig selv op af skilsmissen og ud af luksusfælden. 

Endelig er der Mathieu Amalric, en af fransk films grand old men, som spiller socialrådgiveren og stjæler scener, så det er en fryd. 

Éric Toledano og Olivier Nakache har udtalt, at pandemiens billøse gader og flytomme lufthavne ligger til grund for filmens livssyn, selv om deres svært underholdende klimakomik måske er langt fra vor tids lurende tragedie. 

Sådan er det med deres film. 

De udspiller sig ikke i virkelighedens verden, men i filmverdenens Frankrig, som set med deres kamera er et ret uimodståeligt og imødekommende sted.

Titel:
Et svært år

Originaltitel:
Une Année Difficile

Land:
Frankrig

År:
2023

Instruktør:
Olivier Nakache, Éric Toledano

Manuskript:
Olivier Nakache, Éric Toledano

Medvirkende:
Pio Marmaï, Jonathan Cohen, Noémie Merlant, Mathieu Amalric

Spilletid:
120 minutter

Aldersgrænse:
Frarådes børn under 7 år

Premiere:
16. november

Relevante artikler

Biografanmeldelse
21. jan. 2020
De særlige

De særlige

Biografanmeldelse
15. apr. 2015
Samba

Samba

Fra samme skribent

Dvd-anmeldelse
25. juli 2026
The Return

The Return

Boganmeldelse
22. juli 2026
Amira

Amira

Biografanmeldelse
16. juli 2026
The Odyssey

The Odyssey

Serieanmeldelse
07. juli 2026
Hundene

Hundene

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro