Biografanmeldelse
11. nov. 2023
Et svært år

Luften er ladet amoriner, da fidusmagerne Albert (Pio Marmaï) og Bruno (Jonathan Cohen) møder en gruppe klimaaktivister anført af karismatiske Valentine (Noémie Merlant, midt).

Foto | Carole Bethuel

Et svært år

Makkerparret bag De urørlige underholder med en farceagtig komedie om klimakrise, kviklån, forbrugerisme, ludomani og sexkrænkelser af begge køn.

Af Bo Tao Michaëlis

Det franske filmmakkerpar Éric Toledano og Olivier Nakache fik et globalt gennembrud med De urørlige fra 2011. 

Det er en vældigt fransk feel-good-film om det umage venskab mellem en franskafrikaner med kriminel baggrund og den totallammede, velhavende hvide mand, han tager sig af som handicaphjælper. 

Siden viste de sig med indvandrerdramaet Samba, klassesatiren C’est la vie og socialrealistiske De særlige som habile leverandører af hjertevarme historier, hvor samfundsskel aldrig er større, end at de kan overkommes i godt vennelag. 

Deres film balancerer på kanten af det oversentimentale, det overlækre og overoptimistiske, hvor kærlighedens stærke arm forvandler hele verdens dårligdomme til solidarisk livsglæde. 

Filmene klarer sig kunstnerisk igennem på en stærk udstråling af humanisme, solid instruktion og især eminente præstationer af Frankrigs bedste skuespillere. 

Det samme gælder for deres seneste, som er en til tider farceagtig komedie om klimakrise, kviklån, forbrugerisme, ludomani og sexkrænkelser af begge køn. 

Titlen Et svært år er på fransk en indforstået vits, fordi sådan siger alle republikkens præsidenter i deres nytårstale til nationen. 

Filmen drejer sig om to kåde fidusmagere, Albert og Bruno, der begge er i gæld til halsen. 

De får hjælp af en småskør og spillegal socialrådgiver og snubler efter et møde hos ham, lokket af gratis snacks og øl, ind i en gruppe klimaaktivister anført af den kønne og karismatiske Valentine. 

Hun er opflammet af en hellig ild på sit korstog med kammeraterne for at redde kloden fra klimakrise og vestlig konsumerisme. 

Albert bliver meget hurtigt engageret i Valentine, mens Bruno helhjertet engagerer sig i selve sagen. Begge tager med på aktioner, hvor de demonstrerer ikke-voldeligt, men larmende på butikkernes Black Friday, modehuses catwalk, i zoologisk museum, den franske nationalbank og til sidst på selveste Charles de Gaulle-lufthavnens landingsbaner. 

Alt imens løjerne går for sig, gøres der lette grin med ”klimatossernes” frelsthed, uden at filmen mister sin seriøse solidaritet for deres sag. Blot krydres respekt med kærlig ironi. 

Som sædvanlig for makkerparrets film rummer handlingen ingen skurke. Bortset fra nogle menneskers skadelige forbrugsdelirium og ødslen med fossile brændstoffer er alle gode nok på bunden, selv om der kan være et stykke ned. 

Som i de forrige film møder to klasser hinanden, uden at det bliver til mere klassekamp end kulturernes gemytlige uoverensstemmelser. Og selvfølgelig er der også amoriner i luften i et Paris, der aldrig har været mere delikat og indsmigrende. 

Pio Marmaï spiller charmerende gavtyven Albert, der til tider også er en rigtig tyv. Men han er selvfølgelig god nok, og i hvert fald bliver han det af forelskelsen i Valentine. 

Hun spilles med indlevelse og lidenskab af Noémie Merlant, en af Frankrigs mest talentfulde skuespillere, som fik sit gennembrud som maleren Marianne i den inciterende kostumefilm Portræt af en kvinde i flammer. 

Jonathan Cohen gestalter glimrende Bruno som martret af kærestesorg og grænseløs gæld, men også som en mand, der hiver sig selv op af skilsmissen og ud af luksusfælden. 

Endelig er der Mathieu Amalric, en af fransk films grand old men, som spiller socialrådgiveren og stjæler scener, så det er en fryd. 

Éric Toledano og Olivier Nakache har udtalt, at pandemiens billøse gader og flytomme lufthavne ligger til grund for filmens livssyn, selv om deres svært underholdende klimakomik måske er langt fra vor tids lurende tragedie. 

Sådan er det med deres film. 

De udspiller sig ikke i virkelighedens verden, men i filmverdenens Frankrig, som set med deres kamera er et ret uimodståeligt og imødekommende sted.

Titel:
Et svært år

Originaltitel:
Une Année Difficile

Land:
Frankrig

År:
2023

Instruktør:
Olivier Nakache, Éric Toledano

Manuskript:
Olivier Nakache, Éric Toledano

Medvirkende:
Pio Marmaï, Jonathan Cohen, Noémie Merlant, Mathieu Amalric

Spilletid:
120 minutter

Aldersgrænse:
Frarådes børn under 7 år

Premiere:
16. november

Relevante artikler

Biografanmeldelse
21. jan. 2020
De særlige

De særlige

Biografanmeldelse
15. apr. 2015
Samba

Samba

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Tak for ingenting

Tak for ingenting

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten