En spions bekendelser

Den sande historie om Melita Norwood blev holdt hemmelig i årtier. Mange fik morgen-teen galt i halsen i 1999, da det blev offentligt kendt, at den 87-årige bedstemor i årevis havde fungeret som KGB-spion og leveret hemmeligheder over fronten.

I En spions bekendelser hedder hovedpersonen Joan Stanley, men hun er baseret på Norwoods utrolige historie.

Det hele starter i 1930’erne, hvor en ung Joan er fysikstuderende på Cambridge University. Efter at være blevet taget med storm af den livlige Sonya bliver hun introduceret til Sonyas røde inderkreds af socialister. Her møder hun den yderst attraktive, russiske sabotør Leo og forelsker sig hovedkulds i ham.

Gennem årene begynder Joan at se verden gennem et slør af krige, allierede/modstandere og et sprængfarligt militært kapløb. Den intelligente Joan ved, at alt ikke kan sættes op i rødt og hvidt, og hun balancerer mellem beslutninger, som for altid vil ændre hendes liv.

Filmen byder på gennemført skuespil, ikke mindst af Judi Dench, der stråler som den ældre udgave af den beskyldte spion. Det er sjovt at se skuespilleren i en komplet anderledes rolle end den, vi har været vant til i eksempelvis en række James Bond-film.

At historien er sandfærdig og var noget af en nyhedsbombe, da den kom frem, bliver der heldigvis ikke gjort for meget ud af.

For det meste følger vi Joan gennem hendes liv fra ung studine til hærdet videnskabskvinde. Man kan ikke lade være med at føle for den unge skuespiller Sophie Cookson, som på intens, følsom og troværdig vis giver et indblik i Joans utrolige livshistorie.

Der er langt fra det vidunderlige første møde mellem hende og Sonya iklædt høje hæle og minkpels på et studine-værelse til den dag, hvor Joan sidder på en bænk med et åg af umulige valg at bære på skuldrene.

En spions bekendelser undslipper ikke træge perioder, hvor der bliver løbet lidt for meget rundt i manegen med de samme personer. Det vil nok heller ikke undslippe denne lille film at blive sat i bås som én til det mere modne publikum.

Men det vil være en skam, for selv om filmens stjerne er en 84-årig engelsk dame, bobler den af ungdommelig lyst og længsel efter frihed og kærlighed. Man får et forstemt indblik i den tragiske periode af verdenshistorien, hvor det sandt at sige må have føltes, som om verden blot gik fra krig til krig.

Det er dog ikke omverdenen, som er i fokus, men personerne. Et galleri af forskellige mennesker vikles ind og ud gennem hinanden over årene, og alle har de den stærke, men følsomme Joan tilfælles.

Spørgsmålet om, hvor nemt det er at råbe landsforræder til en person, hvis bevæggrunde man faktisk slet ikke kender, bliver fremragende skildret i En spions bekendelser.

Sat hårdt op er Joan selvfølgelig landsforræder, men hun har også stået i en situation, som de færreste nogensinde vil kunne sætte sig ind i. Det hele var så anderledes dengang, som hun siger. Med nutidens øjne er det nemt at sige, at Stalin var en forfærdelig tyran, som man aldrig skulle have stolet på. Eller at enhver, der ikke var ens allierede, var en fjende.

Det må have været enormt svært for så ungt et menneske at gøre, hvad hun mente, var det rigtige. Ikke for hende selv eller de mænd, hun elskede, men for verden.