En mand der hedder Ove

En mand der hedder Ove er både som bog og film blevet kæmpe svenske eksportsucceser. Bogen er oversat til 30 sprog og er solgt i millioner af eksemplarer. Filmen – af Hannes Holm, der stod bag succeserne Klassefesten og Adam og Eva – er set af over halvanden million svenskere, og den har dansk premiere i 107 biografer og er også en del af Biografklub Danmarks program.

Der er med andre ord lagt op til endnu en kæmpesucces for den bølge af bittersøde, sorgmuntre svenske komedier, der begyndte med Jonas Jonassons Den hundredeårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt - små groteske eventyr om den svenske mands latente galskab, I ved, brokkehovedet med et hjerte af guld og hovedet fuld af skøre indfald. Komedier, der vil mere end bare være sjove, de skal også sige noget om det moderne Sverige, verden og servere nogle sandheder om at være menneske og så videre.

Problemet med En mand der hedder Ove er, at den hverken er sjov, siger noget interessant om det moderne Sverige, verden eller serverer nogle sandheder om at være menneske. Den er sentimental, kalkuleret, tung i røven, forudsigelig og kun i meget få glimt sjov eller rørende.

Rolf Lassgård er som Ove låst inde i et kostume af tyndt hår og tykt pudder, vindjakke, flannelsbukser og hyttesko. Han er selve klicheen på den aldrende hvide mand, der er hægtet af udviklingen og raser bag hækken i boligforeningen, dytter i bilkøen og brokker sig i byggemarkedet. I virkeligheden – forstår vi – bærer han på en stor sorg og har store og fine kvaliteter, men kan bare ikke helt manøvrere i ensomheden i en ny verden med mange etniciteter, seksuelle orienteringer og alt det der IT.

Han prøver først med reb, men det knækker (ikke engang ordentligt reb kan man lave mere), jagtgevær, biludstødning, men enten virker grejet ikke eller også bliver han forstyrret. Af den gravide iranske nabodame (Bahar Pars) med den svenske mand, der ikke kan finde ud af noget og må have hjælp med en stige, børnepasning, kørekort. Af drengen fra shawarmabaren, der springer ud som homoseksuel og ikke har et sted at bo. Af en hjemløs perserkat.

Indimellem er der lange, tunge tilbageblik til hans barndom, ungdom og kærlighedshistorien med den charmerende Sonja (en ret skøn Ida Engvoll), alt sammen tintet i sentimentale farver fra et Sverige, der kun findes på film fra 40’ernes og 50’ernes Folkhem (selvom tilbageblikkene må ligge i 70’erne og 80’erne) – med togdrift og arbejdstøj, og hvor mænd kan vise deres kærlighed uden ord.

Det hele er rørt sammen i en ”latter gennem tårer”-sødsuppe af dødsfald, ulykker og små pudsige scener, og det er svært ikke at smile eller fælde en sentimental tåre indimellem, når død blandes med fødsel, ulykken rammer eller den usandsynlige redning kommer. Og til sidst forsoner Ove sig med sig selv og verden, gamle fjendskaber bliver til venskaber. Og de, der engang var onde, bliver gode. Undervejs gøres der grin med konsulentsprog, tilbudspolitik, kommunale plejemyndigheder og forskellen mellem Saab og Volvo.

Det er alt for meget af det gode i en film, som selv ikke glimrende skuespil kan redde.