Emil og Ida fra Lønneberg

Det er åbenbart sæson for nyfortolkninger af den svenske børnebogskanon. Lige inden nytår fik en ny Alfons Åberg-tegnefilm premiere, og nu er turen så kommet til Astrid Lindgrens elskede ballademager Emil fra Lønneberg.

Ud over at de begge er en del af den svenske kulturskat, minder Hokus Pokus Alfons Åberg og Emil og Ida fra Lønneberg faktisk om hinanden på en hel del punkter. Og det er ikke så underligt. For Hans Åke Gabrielsson har skrevet manuskript til begge film, Georg Riedel har komponeret kendingsmelodien til begge, og Alfred Bjerre Larsen lægger (dansk) stemme til hovedperson i begge film.

Og som om det ikke var nok, så stod den 83-årige instruktør af Emil og Ida fra Lønneberg, Per Åhlin, også bag Alfons Åberg-tegnefilmsserien i begyndelsen af 1980’erne.

Fælles for filmene er også, at de ikke bidrager med noget nævneværdigt til hverken det originale univers eller til tegnefilmmediet. De er begge ret så harmløse.

I Emil og Ida fra Lønneberg laver Emil stadig lige mange ulykker og ender lige så ofte i værkstedet, hvor han skærer træmænd. Faren bliver stadig gal, karlen Alfred er stadig en flink fyr, og Tyttebær-Maja går stadig rundt og brokker sig.

Tegningerne i filmen er på det nærmeste kopier af Björn Bergs illustrationer til Emil fra Lønneberg-bøgerne. Det betyder selvfølgelig, at Emil ligner Emil, og at Katholt ligner Katholt. Men det betyder desværre også, at animationen mangler dybde og liv.

Et lille lyspunkt er Per Åhlins fine og følsomme akvarelbaggrunde, der passer utrolig godt til den smålandske skov og mark.

Tegningerne ligger lag på lag og lægger ikke skjul på, at de bare er tegninger. Emil og Ida fra Lønneberg insisterer på at være tegnefilm af den gamle skole. Det er prisværdigt i en tid med 3D-animation og helt ustyrlige hastigheder – men desværre virker det hele udynamisk og lidt uambitiøst.

Filmen er baseret på en række af Astrid Lindgrens historier fra bøgerne Emils hyss nr. 325, När lilla Ida skulle göra hyss og Emil med paltsmeten. Det er alle klassiske historier, men de er blevet fortalt bedre og mere levende, ikke bare i bøger, men også i den næsten 40 år gamle tv-serie.

Rækken af Emils velmenende narrestreger fremstår som en lettere umotiveret samling småhistorier: Emil hænger for meget fluepapir op, en vædder falder i vandet, og en høne lægger sine æg et forkert sted.

Tegnefilmensavner slet og ret den charme, humor og dramatik (hvem husker ikke, da Alfred er døden nær i snedriverne på vej til Mariannelund?), der kendetegnede den gamle tv-serie og gjorde Emil fra Lønneberg til en sjov og spændende figur.