Ekspeditionen til verdens ende

Multitalentet Daniel Dencik er egentlig uddannet filmklipper fra Den Danske Filmskole. Han har klippet en lang række film, heriblandt så fine og originale ting som islandske Dagur Káris Nói Albínói og Michael Madsens filosofiske atomaffalds-dokumentar Into Eternity. Men Dencik har også udgivet digtsamlinger, skrevet filmmanuskripter og rejst Jorden rundt adskillige gange.

I september i år debuterede han med lidt af et brag som dokumentarfilminstruktør med den psykologisk undersøgende cykelfilm Moon Rider, der siden fuldt fortjent gav Dencik årets talentpris på Cph:Dox.

Men den produktive Dencik hviler ikke på laurbærrene, og i sin nye film har han bevæget sig ud i ganske anderledes landskaber, hvor han afsøger endnu større spørgsmål. Faktisk intet mindre end selve livets mening.

Ekspeditionen til verdens ende er optaget på den såkaldte Nordøstgrønland Ekspedition i 2011. En rejse til klodens yderkant ombord på en ægte tremastet skonnert (af træ og tovværk!) fyldt op med videnskabsfolk, kunstnere og forfattere.

Ekspeditionen ledes af den yderst karismatiske professor Minik Rosing, der er geolog og en gudbenådet fortæller. Ombord på skibet møder vi derudover både sømanden, biologen, zoologen, fotografen, kemikeren, arkæologen, kunstmaleren, forfatteren og et par andre typer, som hver især har deres egen synsvinkel på oplevelserne og de videnskabelige prøver, de tager med sig. Sagen er nemlig, at isen er begyndt at smelte nye steder, og det skaber passager til områder, som ikke tidligere er opmålt og udforsket.

Det lyder næsten for eventyrligt til at være sandt, at der stadig findes hvide pletter på landkortet. Men det gør der, og når rejseselskabet går i land, finder de både tegn på stenalderfolk, forhistorisk dyreliv og store tanker om kunsten og livets mening.

Ekspeditionen har nemlig både et filosofisk og et nøgternt videnskabeligt udgangspunkt, om end begge udmunder i samme spørgsmål: Hvad finder vi, hvis vi leder ved ”verdens ende”? Faggrupperne søger med deres egne mål for øje, men finder alligevel noget fælles, nemlig en fascination og slående ydmyghed i mødet med de enorme naturkræfter og nakkehårsrejsende smukke landskaber.

Viden om livets opståen og Jordens historie er passionen for de fleste af rejsedeltagerne. De undersøger, tager prøver, analyserer og tester, finder svar og viden. For de deltagende kunstnere, for eksempel danske Tal R og tyske Daniel Richter, er det snarere lige modsat: De leder efter spørgsmål, usikkerheder og muligheder.

Med klimaforandringerne som et dødsensalvorligt kontrapunkt, som kun bliver omtalt flygtigt, er filmen selvfølgelig også en historie om menneskets overlevelse. Vi bliver igen mindet om den gamle sandhed, at vores eventuelle undergang langt fra vil være klodens undergang. Faktisk er menneskets eksistens en meget lille parentes i den store historie. Dinosaurerne levede dobbelt så længe her på planeten, som vi foreløbig har gjort, som Minik Rosing så uromantisk og med et glimt i øjet siger.

Daniel Denciks film er spækket med rent ud fantastiske naturbilleder fra de smeltende bræer og tågede, isfyldte farvande. Og som en sjov kontrast er der undervejs sat tonstung rock på lydsporet til den åndeløst smukke billedside. Men filmen er desværre også spækket med snak: småfilosofiske strøtanker om liv, død og oprindelse fra de mange ekspeditionsmedlemmer, klippet op og sat sammen til en halvanden time lang række af små, lækre soundbites.

Det flyver simpelthen om ørerne på os med oneliners, ofte sjove og tankevækkende, men i længden med et rastløst og ultrakoncentreret udtryk, der virker en tand for bearbejdet, tilskåret og ordrigt. Vi kommer til at gispe efter den tid og luft og plads til tanker og fantasi, som filmen selv hylder.