Edmond

Paris 1897. 

Vi er midt i la belle époque, hvor Paris er mest parisisk og romantisk med gaslygter og gyldent lys over brasserierne og gesimserne, hvor kareterne kører forbi, og kvinderne er i krinoliner med vippende vifter og mændene i jaketter og opadvendte, perfekt voksede moustacher. 

Den unge digterspirrevip Edmond Rostand vil slå igennem i teatret. Han har fået sit første skuespil på vers sat op med selveste den aldrende superstar Sarah Bernhardt.

Vi ser ham bide negle til premieren og hans kone Rosemonde følge med i hver lille trækning i det krævende pariserpublikums ansigter. 

Buldrende succes eller dundrende fiasko? Fiasko! Alle drømme knust. 

Edmond må på den igen, men får skriveblokering i to år. Trods hans kones tillid og uendelige, tålmodige kærlighed hober regningerne sig op, og han får lidt rander i det ellers helt ferske ansigt. 

Så får han ved et tilfælde foretræde for stjerneskuespilleren Constant Coquelin, der vil have en komedie til sit teater – nu! Og Edmond improviserer, at han vil skrive en komedie om Cyrano de Bergerac – den franske barokhelt med den store næse. 

Problem: Han har ikke skrevet en linje. 

Inspirationen har forladt Edmond, og han kæmper, indtil han begynder at skrive kærlighedsbreve på vegne af sin flotte, men smådumme ven, Volny. Brevene er adresseret til den poesi-elskende påklæderske Jeanne. Så flammer Edmonds poetiske åre op, selv om han ikke skriver til sin elskede, men til en andens, der ikke ved, at det er hans ord. 

Og her har vi grundfortællingen, både i filmen Edmond og i den virkelige Edmond Rostands komedie Cyrano de Bergerac, det mest spillede franske skuespil nogensinde. 

Her elsker den stornæsede duellant Bergerac den smukke Roxanne, der elsker Bergeracs ven Christian, som ikke kan formulere sig. Bergerac må derfor skrive sin hemmelige kærlighed til Roxanne ud i de breve, hun tror er fra Christian. 

Vi følger skrivningen og produktionen af stykket, og handlingen i den klassiske komedie og filmen skyder sig ind i hinanden på en måde, der minder meget om Shakespeare in Love fra 1998, hvor William Shakespeare fjoller rundt og forelsker sig som direkte inspiration til Romeo og Julie. 

Den film er en hvirvlende og ret charmerende metafortælling om teater og kærlighed. Det samme kan ikke siges om Edmond, der er en helt utroligt usjov, gumpetungt buldrende og kostumebelæsset forestilling. 

Skuespillerne har ikke meget at spille med, men Thomas Solivérès gør det fint som sprællemanden Edmond Rostand, ligesom Alice de Lencquesaing gør det som Rosemonde. Og Clémentine Célarié nagler Sarah Bernhardt som overmoden krukke. 

Men her er – i modsætning til Rostands rigtige stykke – absolut intet på spil. Alle forviklinger og potentielle risikomomenter inden for økonomi, kærlighed og venskab afmonteres med et skuldertræk, en nem løsning eller en vits. 

Edmond er – ganske som Rostands ven Volny – flot at se, men dum at høre på. 

Coquelin insisterer på at have sin talentløse søn med i stykket. Han har fistelstemme, er nervøs og vil hellere være bager. Han viser sig også at være jomfru! Ha! Først da han får et blowjob af en prostitueret, får han ro på mandestemmen og kan spille. Tihi. 

Volny kommer på en balkon til at kysse den fede teaterbøsse i stedet for den smukke Jeanne, falder bagover i chok og lander på gaden. Til gengæld er den homoseksuelle kostumier med pomadehåret evigt glad resten af filmen. 

Folk falder ned gennem lemmer i gulvet, forveksler den ene med den anden, løber rundt og overspiller i en uendelighed, og man tænker hele tiden: Hvis de nu bare brød ud i sang, og det var en musical, kunne man da nynne lidt med og måske tilgive åndssvagheden. 

Men det gør de ikke.