Dune: Prophecy

Hvis man tillader et åbenlyst ordspil, er det nu blevet tid til at løfte sløret for, hvad der foregår i Dune-universets mystiske Bene Gesserit-orden. Et søsterskab, der er en blanding af nonnekloster, kampsportsdojo og i allerhøjeste grad en politisk sekt.

Dets primære værdi for universets magtfulde familier består i, at Bene Gesserit-søstrene kan se, om man lyver.

Inden ordenens grundlægger Raquella døde, fik hun en vision om, at en skrækkelig kejser ville smadre Bene Gesserit-ordenen og måske endda hele verden.

Søstrenes bud på den næste kejserinde er prinsesse Ynez, et pragteksemplar som oven i købet skal i lære hos Bene Gesserit-ordenen, før hun bestiger tronen. Altså med mindre søstrene og deres nådesløse leder Valya Harkonnen (Emily Watson), selv er kommet til at skabe hende i deres iver efter at modvirke profetien om den skrækkelige kejser.

Der er sådan set tale om en solid præmis og god grund til at give alle seks afsnit en chance. Men efter at have set de første to afsnit, er der også en del, der generer.

Hvorfor har man forskudt en historie 10.000 år tilbage i tidslinjen, hvis man bare gerne vil give os mere af det Dune, vi kender?

Dune: Prophecy ligner nemlig Denis Villeneuve-filmene rigtigt meget. Det er noget med Harkonnener og Atreideser, og alle slås om at få lov til at høste det værdifulde krydderi fra Arrakis trods truslen fra fremenere og kæmpeorme.

Skal vi virkelig tro på, at man kan rejse universet tyndt, men ikke har formået at opdrive en alternativ energikilde til rumfart på 10.000 år?

Serien er løst baseret på et bogforlæg, men derfor kan man jo godt tætne et kausalt hul eller to.

Når det så er sagt, er der intet galt med hverken seriens look, kreative visuelle repræsentationer af drømme og profetier eller de mange smukke kjoler med kæder og transparent chiffon ud over det hele.

Vi har bare allerede set det.

Det er jo nok meningen, at det er de friske karakterer, der skal trække serien hjem. Her er et af lyspunkterne, når Emily Watsons kolde Valya og hendes empatiske søster Tula diskuterer ordenens fremtid. Hvor Valya ingen midler skyer, er Tula i skikkelse af skønne Olivia Williams ordenens kærlige mor.

Man fornemmer, at deres uenigheder bygger op til en hovedkonflikt, hvor der skal vælges mellem søster og søsterskab.

Serien lider dog under, at den nærmest myldrer med karakterer, som skal introduceres og indplaceres i historien. For ud over Valya og Tula følger vi fire unge og nogle ældre søstre fra Bene Gesserit, hele den kejserlige familie samt en del bipersoner.

Næsten hver af dem har for meget historie til, at man kan ignorere vedkommende, og for lidt til, at man kan investere sig i karakteren.

Stort set alle scener føles for korte, og udvekslingerne mellem personerne mangler noget intensitet, fordi de er overstået så hurtigt.

Derfor er det også svært at sætte pris på hofintrigerne i kejserfamilien, som to afsnit inde er fuld af skjulte intentioner og affærer på kryds og tværs. Men her mangler der især nogle sympatiske karakterer at holde med, da alle tenderer til det magtliderlige og afstumpede.

Danske Sarah-Sofie Boussninas kejserinde Ynez skal nok blive interessant. Men eftersom hun lægger ud med at proklamere, at hendes kommende, niårige ægtemand sagtens kunne være yngre, så der var mere tid til at forme ham i, er man tilbøjelig til allerede at konkludere, hvem verdensødelæggeren bliver.

En overraskelse ville være meget velkommen.

Hvis man i Bene Gesseritternes ånd skal kigge ud i fremtiden, lyder forudsigelsen herfra, at Dune: Prophecy næppe når filmenes niveau af anmelderros og fanskare.

Det kan sagtens gå hen og blive en helt fin sæson, men det karakterarbejde, der bærer filmene så flot, mangler indtil videre i et overrendt persongalleri, der er placeret i et univers uden væsentlige nyskabelser.