Drengen fra bjerget

”Poverty porn”, bliver en særlig undergenre af de arthouse-film, som hvert år farer rundt på festivalerne, sommetider benævnt. 

Hvis man har set Slumdog Millionaire, City of God eller film af Dardenne-brødrene, Ken Loach eller deres mange efterabere, kender man til hudløshed budskabet: Livet er hårdt, hvis du er fattig, men øjeblikke af nåde og medmenneskelighed kan frelse de lidende for en stund. De rige skal samtidig have så dårlig samvittighed som muligt over deres privilegerede tilværelser, når de drikker kaffe og græder over al smerten i biografer, som de ressourcesvage aldrig ville sætte deres ben i, selv hvis de havde råd til det. 

Ursula Meiers ellers på mange måder vellykkede Drengen fra bjerget passer som fod i hose til beskrivelsen af denne genre. Som så mange andre fattigdomspornografiske film er dens hovedperson et barn på tærsklen til puberteten, en passende repræsentant for tabt uskyld. Tolvårige Simon (en mere og mere imponerende Kacey Mottet Klein, der også gjorde sig bemærket som den unge Serge Gainsbourg i Gainsborg – manden, myten og musikken) bor sammen med sin søster Louise (Léa Seydoux) i et trøstesløst højhus i en fransk-schweizisk dal. 

Der er ingen forældre i syne, og selvom Louise tydeligvis er lidt ældre end Simon, kan hun dårligt nok tage vare på sig selv, endsige agere forælder for sin lillebror. Hun farer ind og ud af deres lejlighed, muligvis med en tjans som prostitueret ved siden af, og når hun kommer tilbage, tager Simon sig af hende, som var han hendes storebror eller far. Han er til gengæld ved at blive familiens forsørger med en lukrativ forretning, der består i at stjæle skiudstyr fra de rige gæster på det lokale ski-resort oppe i det omkringliggende bjerg. 

For det meste virker det, som om Simon, der tilsyneladende aldrig går i skole, er usynlig for de voksne omkring ham, særlig på ski-resortet, hvor ingen sætter spørgsmålstegn ved, at et barn slæber afsted med et sæt ski, så længe han er iklædt den rigtige slags dyre vintertøj. Og dem, der bemærker ham, enten udnytter hans langfingrede evner til deres egen fordel, som den skotske kok Mike (Loach-skuespilleren Martin Compston), eller hopper godtroende på hans søforklaring om, at han er søn af rige hotelejere – som den engelske mor Kristin (Gillian Anderson), hvis kærlige forhold til sine to små børn Simon tydeligvis misunder. 

Som drama er filmen intelligent strikket sammen. Den lægger langsomt brikkerne ud og bygger op til et stort twist, der afsløres med en henkastet list og pludselig bringer mening til de små detaljer, der før virkede ubetydelige. Det viser sig, at tingene både er bedre og værre end forventet for Simon og Louise, to overlevere, hvis forhold er fyldt med bitterhed, vrede og skam, men også med kærlighed, hvilket røbes i den rørende slutscene, som ender filmen med velafbalanceret, stille brod. 

Meier får henrivende, mangefacetterede præstationer ud af de unge hovedrolleskuespillere, især Klein, som utvivlsomt har en seriøs skuespillerkarriere foran sig. Seydoux’ barnlige skønhed og hårde øjne har sjældent været udnyttet så effektivt som her. John Parish’ elektriske guitar-musik tilfører kant, og den mesterlige Agnes Godards subtile kameraarbejde er flødeskummet på lagkagen med sine kontraster med de blændende hvide og lyse farver i bjergene og det triste mørke og jordfarverne i dalen. 

Når alt kommer til alt, er der dog noget lidt for pænt og omhyggeligt over Drengen for bjerget, som gør, at den ikke løfter sig til en rigtigt stor film. Den formidler poverty porn-budskabet autoritativt og lidt for åbenlyst, så man til sidst føler sig en anelse mere manipuleret end opløftet, udbrændt af en overophedning af empati. Her adskiller den sig fra mere dybsindige og subtile film i genren som Dardenne-brødrenes eller Ken Loach på en god dag.