Don’t Worry Darling

Det er en helt grundlæggende regel i amerikansk film: Hvis et samfund pryder sig med smukke, hvide plankeværk, velholdte haver og misundelsesværdig livskvalitet, gemmer der sig noget under overfladen.

Sådan er det også i Don’t Worry Darling. Alice og Jack Chambers bor i 1950’erne i den utopiske ørkenby Victory, der er et hyggeligt samfund, hvor naboerne er venner.

Alice tager storsmilende iført høje hæle og med en drink i hånden imod sin mand, når han sidst på dagen kommer hjem fra arbejde. Ægteparret har ligesom alle andre indbyggere i Victory kastet sig over det idealistiske og eksperimenterende projekt, som byens eneste arbejdsgiver tilbyder.

Men Alice ved ikke, hvad det egentlig er for et job, som Jack udfører. Der begynder at opstå sprækker i den skinnende facade, da Alice bliver ramt af mareridtssyn, som kaster mørke skygger over deres lykkelige tilværelse.

Man har set det før.

Olivia Wildes drøje anden spillefilm som instruktør låner så meget fra andre film, at hvis man har stiftet bekendtskab med The Stepford Wives, Edward Saksehånd, The Twilight Zone eller David Lynch’ værker om forstæderne, vil man have en solid anelse om, hvad der kommer til at ske.

Det handler ene og alene om, hvilken skikkelse den uundgåelige trussel vil indtage.

Olivia Wilde lader til at have mistet troen på sine evner som instruktør efter den legesyge debutkomedie Booksmart. Hun overdriver helt unødvendigt filmens urolige stemning med kontrasterende musik i form af friske poprocksange fra 50’erne.

Musikken brager løs, indtil byens grundlægger Frank, der er direktør for Jacks arbejdsplads, begynder at tale. Chris Pine fremstår i rollen som en sociopatisk Ken-dukke med perfekt hår og glasklare øjne.

Han taler med samme drivende optimisme som en selvhjælpsguru, men på lydsiden fastslår dystre toner med syvtommersøm, at der er fare på færde.

Don’t Worry Darling har netop haft verdenspremiere på Venedig-festivalen, hvor der har været lige så meget fokus på dramaet bag kulisserne som selve filmen.

Jungletrommerne har lydt, at der er dårlig stemning mellem Olivia Wilde og hovedrolleindehaver Florence Pugh. Skuespilleren deltog ikke i pressekonferencen og dukkede kun kortvarigt op for at få taget billeder på den røde løber.

Til gengæld er hendes præstation som Alice et af de få ubestrideligt vellykkede elementer i den sporadisk underholdende og vildt ujævne film.

Pugh er magnetisk dragende som et menneske af kød og blod, der er omringet af todimensionelle gåder. Hun er overbevisende, selv når filmen ikke er det, og hun stråler i omgivelserne. Den blå himmel og de gule marker får hende til at ligne en drøm i de skræddersyede cocktail-kjoler.

Skuespilleren har kontrol i hver eneste indstilling, og hendes præstation løfter filmen. Men det har også noget nær katastrofale bivirkninger for hendes medspiller, popstjernen Harry Styles.

Som skuespiller er sangerens evner begrænsede, og i alle deres scener bliver han kørt ud på sidelinjen af Pughs energiske tilstedeværelse. Jack er i forvejen en underudviklet og noget tyndbenet karakter, men Harry Styles bringer ikke meget andet til rollen end en noget mærkværdig fremvisning af sine danseevner.

Mod slutningen af filmen kommer der et nyt perspektiv på begivenhederne og hans figur. Det skaber fornyet energi i den ellers stillestående film, men Jacks udtryksløse ansigt og skuespillerens skiftende accent koster i forhold til autenticiteten, så historien virker utroværdig.

Takket være filmens afsluttende twist slipper Olivia Wilde afsted med sin 50’er-nostalgi. Uden at afsløre for meget giver det pludselig mening, at hun er gået på strandhugst i de mest åbenlyse referencer for at skabe sit eget univers.

Derfor tilgiver man den plankede stil i Don’t Worry Darling, men filmens flossede logik kommer der ikke nogen god forklaring på.