A Dog’s Journey

Det bliver ikke mere amerikansk end at se Dennis Quaid kaste rundt med en bold, mens han med kærlig stemme leger med sin trofaste hund på en gård i USA’s skinnende sol.

Det er som taget ud af en familiereklame. Og følelsen af at sidde og se en amerikansk reklame for fuld skrue forsvinder ikke i resten af A Dog’s Journey.

Ikke desto mindre bliver historien om hunden Bailey – som hver gang den dør, reinkarneres i en ny hundekrop, og som kan huske sin gamle familie – aldrig for triviel at se på.

Faktisk formår filmen at bygge noget af en lille helteskikkelse op i Bailey, som gør, at man i den grad får lyst til at klappe hver eneste hund, man ser på sin vej – og klø den bag øret, til halen ikke står stille!

A Dog’s Journey følger den standhaftige og snarrådige Bailey, som har levet et langt liv med den elskede ejer (Dennis Quaid). Da Baileys tid kommer, beder en tårevædet Dennis Quaid hunden om at vende tilbage og beskytte hans barnebarn CJ.

Forholdet mellem bedsteforældrene og CJ’s mor er ødelagt af sorg over tabet af deres søn og faren til lille CJ. Moren er ung, alkoholiseret og nægter at lytte til bedsteforældrenes råd. Men bindeleddet mellem dem er Bailey, som altid sørger for at være dér for CJ, så måske er det også muligt at bringe resten af familien sammen igen?

Historien er en sød og eventyrlig fortælling om en hund og dens familie, og den rammer lige i hjertet. Men der er altså også en del skønhedsfejl, som man ikke kan undgå at falde over.

Det er næsten forkasteligt forudsigeligt at følge CJ’s liv som teenager og voksen pige. Uden at røbe for meget er handlingsforløbet som taget ud af Hollywoods typiske skabelon.

Man kan sagtens gætte, hvordan det hele kommer til at slutte. At se den unge CJ først kæmpe med sceneskræk i årevis for derefter at slå igennem efter en optræden på en almindelig cafe i byen, mens hendes bedste drengeven klapper i hænderne af glæde, er ikke den eneste gang, man ruller med øjnene.

Alligevel er der noget forfriskende over A Dog’s Journey, så man til et vist punkt tilgiver filmen dens velkendte handling.

Måske er det bare det at følge handlingen fra en hunds synsvinkel, der er en underholdende og anderledes måde at fortælle en historie på. Eller måske er det, fordi holdet af skuespillere virkelig lever sig ind i deres roller.

Dennis Quaid er kendt for både at kunne levere de alvorlige og de komiske roller. Selv om hans stjerne i Hollywood måske er falmet en smule over de seneste år, er det alligevel hans tilstedeværelse i filmen, som får historien nogenlunde i mål.

Han har nærmest lige så store og varme hundeøjne som Bailey.

Josh Gad, kendt fra Mordet i Orientekspressen og Skønheden og Udyret, lægger stemme til menneskets bedste ven, og det gør han med en barndommelig glød og energi, som til tider bliver for overgearet.

Bailey kommer overraskende hurtigt frem til de rigtige konklusioner, og filmen skubber lidt for nemt tingene frem, så alt går efter hundens hoved. Der opstår en række dramatiske situationer, som ændrer forløbets gang for Bailey, før han endelig finder sin rette plads.

Men hvor den plads egentlig er, finder man først ud af i slutningen. Sidste scene kan bedst beskrives som taget ud af Gladiator, hvor Maximus lader hænderne glide gennem kornet.

A Dog’s Journey er en behagelig og genkendelig familiefilm, som holder halen løftet hele vejen igennem uden at få pulsen for alvor i vejret.