Døden på Nilen

I 2017 sprang den britiske skuespiller Kenneth Branagh ud som Agatha Christies detektiv Hercule Poirot.

Han havde åbenbart længe haft en længsel efter at gestalte den fransktalende belgier med den pomadiserede sorte og spidse moustache og de små grå, men geniale hjerneceller.

Branagh er mest berømt som Shakespeares handlekraftige kong Henrik V og andre af skjaldens renæssancemennesker. Men han personificerer i genindspilningen af krimi-dronningens mesterværk, Mordet i Orientekspressen, den forfængelige mesterdetektiv, som ingen morder kan undslippe.

Han havde sågar udvidet moustachen med flere lag samt et fipskæg a la Mogens Lykketoft. Denne nøgterne mandsling, som opklarer gåder i luntetrav, var blevet en helstøbt actionhelt med gammel kærestesorg og gevaldige knytnæver.

Resultatet var mildest talt ikke vellykket, og vi var mange, som håbede, at det var en engangsforestilling.

Men nu er Kenneth Branagh tilbage i endnu et remake af et mesterværk af krimidronningen, Døden på Nilen, der ligesom Mordet i Orientekspressen er et ensemblespil mellem mistænkte og mulige mordere.

Men først skal vi ud i Første Verdenskrig for at sande, at den grusomme krig både har givet Hercule sit karakteristiske overskæg og en kronisk kærestesorg.

Det er pure opspind uden belæg i bøgerne.

Politimanden Poirot ville gå på pension i 1914, men to år senere endte han som flygtning i London.

Her i filmen, som foregår i 1937, får vi mere Louis Armstrongs New Orleans end Noël Cowards London. Når vi tyve minutter senere endelig sejler ned ad Nilen, er det mere Mississippi med jazzet showbåd end overklassens luksusyacht på den afrikanske flod.

Der er flotte turistbilleder af glubske krokodiller og gigantiske gravmæler, og filmen er konsekvent tilsat svingende bluesmusik udført af afroamerikanere, som også er med på båden.

Gæsterne tæller et par på bryllupsrejse, den eksorbitant velhavende Linnet med indiske aner (smukt spillet af israelske Gal Gadot) og hendes opkomling af en ægtemand, Simon (en fastbidt Armie Hammer), samt dennes skinsyge ekskæreste (Emma Mackey med rævesmil).

Med på rejsen er også et skabslesbisk par (Jennifer Saunders og Dawn French) og en kvinde spillet af næsten altid seværdige Annette Bening. De har alle en grund til at ombringe den stakkels rige Linnet, og så er mysteriet i gang.

Kan man sin Agatha Christie, kender man den skyldige. Det gør dog ikke noget, hvis toget eller damperen er ladet med karakterskuespillere i elskelige klæder og den vimsende våbenløse Hercule Poirot, der er mere enerverende koldhjertet end erklæret kærlig.

Men Branaghs udgave af Poirot får sentimentalt en tåre i øjet, sukker støt og er handy med pistol. Christies eventyrverden med snoede mord og strikte manerer, dydige kvinder og gentlemen med stive overlæber, er blevet til fester med fri bar og alt tilladt.

Man har petting på dansegulvet, man knalder næsten alle mellem ruiner og taler om samlejer, som var det turnerede tennisbolde.

Selvfølgelig var der kærlighed mellem sorte og hvide i 1937, bare ikke i Agatha Christies forfatterskab, hvor alt foregår inden for den engelske middelklasses daværende erfaringshorisont med rammer af britisk fremmedhad og bigot seksualmoral.

Kenneth Branaghs film er nu og da mere et dampende kærlighedsdrama end en gedigen puslespilskrimi.

Og det er klart fra starten, at Agatha Christie skal være woke for et ungt publikum, som er til Game of Thrones og aldrig har set Peter Ustinov eller David Suchet som Poirot opklare mord inden for det britiske klassesamfunds fortidige mure.

Det kunne gå for tidsåndens skyld, men historien er elendigt fortalt. For omstændelig, for lang og for kedelig.

Hvis filmen så var bevidst kulørt ramasjang, spektakulær og slagfærdig som den ”wokiserede” seneste James Bond-film, kunne man have levet med det.

Men nej. Døden på Nilen er bare dødssyg. Uden aura, spænding og atmosfære.