Mordet i Orientekspressen

I 1934 udkom Agatha Christies Mordet i Orientekspressen, som mange mener, er af en de fineste detektivromaner fra mellemkrigstidens guldalder for puslespilskrimier.

En klase fornemme mennesker af klasse samt deres og togets tyende er spærret inde på første klasse i et lukket rum på hjul. Med et dræbt lig af en fordækt gangster, forklædt som forretningsmand. Men også med mesterdetektiven Hercule Poirot, som opklarer sagens sammenhæng.

40 år efter kom så Sidney Lumets solidariske adaption. Overdådigt forsynet med glimrende skuespillere i alle biroller. Således fik Ingrid Bergman sin anden Oscar i en birolle. Albert Finney som Hercule Poirot var ikke den oplagte Poirot, men gik an. I 2010 blev historien tv-indspillet med selveste David Suchet i hovedrollen, den bedste nogensinde til at agere den lille belgier.

På den baggrund er det meget modigt, ja, dumdristigt af Kenneth Branagh, ikke kun at indspille romanen igen, men sågar med sig selv i hovedrollen som mesterdetektiven.

Og der er ingen tvivl om, at han har fejlcastet sig selv i denne ambitiøse omgang, hvor vi igen kommer ud at køre med de rige og smukke i et morderisk vinteruføre i luksustoget fra dengang i 1930’erne.

Hovedrollens karakteristiske spidse, parfumerede og voksede moustache er blevet til skægvækst i flere etager, behåret mellemting af en pensioneret musketer og Napoleon III.

Selv om Branaghs muskuløse version af Poirot taler mere fransk end de andre gestaltninger tilsammen, er han lige så beleven gallisk som kogt medister med brunkål.

Tilmed er denne spøjse, androgynt aseksuelle tænkemester med sine små hjerneceller her udstyret med en afdød kæreste ved hvis foto, han fælder en lille tåre, når alt bliver for gådefuldt. Og for at det ikke skal være løgn, så har Branagh også gjort ham til en kraftkarl.

Måske er det steget Branagh til hovedet, efter at han har gestaltet Henning Mankells skånske Kurt Wallander i en troværdig, angelsaksisk tv-udgave?

Ligesom i Lumet-udgaven er kupéerne dog fyldt med gode karakterskuespillere, som leverer varen – dog mest som kopi. Judi Dench gentager Wendy Hillers russiske fyrstinde, og Derek Jacobi gentager John Gielguds butler fra 1974-udgaven. Johnny Depp overspiller fra første trinbræt som den bøse amerikaner, mens Willem Dafoe sidder i spisevognen med sit gustne hestegrin og sine glubske hajøjne. Michelle Pfeiffer parodierer periodens modne femme fatale.

Alle spiller for det meste på rutinen.

Personinstruktionen pendler mærkbart mellem at være minimal og helt fraværende. Historien, som egentlig er et kammerspil med mere adagio end action, er hysterisk peppet op med vold og hærværk.

Filmen er flot fotograferet a la tv-reklamer for ferie til fjerne lande, hurtige biler på en bjergside. Der mumles lidt om raceteori og Stalin. Tidstypiske emner, Agatha Christie sjældent lod sine krimier tage stilling til.

Cole Porter fylder lydsporet til kvinder med bobbet hår og mænd i smoking, som alle drikker champagne af flade glas. Tøjet sidder perfekt.

Filmen mangler til gengæld enhver aura af det krimilitterære kortspil på alibi, taskenspil og argumenter, som er kernen i Agatha Christies forfatterskab. Christie og hendes detektiver gik gammeltestamentligt og helhjertet ind for dødsstraf, men hos Branagh bliver Poirot gjort til en blød humanist.

Misforstå mig ikke.

Jeg har intet imod, at en film ændrer en litterær tekst på en kunstnerisk måde, men alligevel beholder kontekstens tematiske intentioner. Lad os forestille os, at vi overværer, at Hamlet sejrer og scorer Ofelia. Kan vi stadigvæk sige, at vi ser et stykke af Shakespeare? Det er spørgsmålet, og jeg er svar skyldig.

Men svaret er ikke svært med Mordet i Orientekspressen. Det er bare en ringe film. Værre endnu. Overflødig, unødvendig.