Do Not Expect Too Much from the End of the World

En kvindelig produktionsassistent fra et mindre filmselskab bruger hæsblæsende to timer og 40 minutter på at løse en helt umulig portefølje af opgaver midt i en by forstoppet af trafik og udbytning.

Det er en maggi-terning af byliv, psykologi og civilisationens selvdestruktion.

Do Not Expect Too Much from the End of the World hedder filmen helt passende, og den rummer imod alle odds både poesi og vildskab, nostalgi og anarki. Den er gejl og arrig, polemisk og sjov.

Det handler om vores nutid set i fortidens spejl. Og det er en bombe af en film.

For at forstå filmens energi skal man opleve hovedpersonen. Angela (Ilinca Manolache) er i starten af 30’erne og har a la Lady Gaga-looks kort pailletkjole og høje hæle. Frenetisk tyggegummityggende er hun manøvredygtig i bilkøerne.

Hun er også sindssygt god til sit job, som denne dag består i at lave interviews med mulige cases til en kampagnefilm om arbejdssikkerhed. Hun møder på den måde typer som den vansirede, den lamme, den forkrøblede og den stumme arbejder.

Disse kvinder og mænd har det tilfælles, at de håber på at komme med i filmen, tjene 500 euro og få råd til hverdagen igen. Nogle af dem har ikke engang strøm, men ingen piver, og den ene tilbyder Angela en pude, hun synes er pæn.

Det siger alt om filmen, at dem, der er blevet ramt allermest tragisk af kapitallogikken, befinder sig længst fra et oprør. 

Angela giver dem klar besked: ”Jeg tror ikke, du får jobbet, for det skal nok være én, der kan tale.” Eller: ”Du har en god chance, fordi du er kvinde.”

Men hver gang, hun forlader et af de gennemsnitsforarmede bosteder i udkanten af Bukarest, hiver hun mobilen frem, vender kameraet mod sig selv og lukker et arsenal af ukvemsord og perversiteter ud.

Hendes drøm om at analvoldtage sine nærmeste omgivelser, holdningen til kommune, etat og den bibelske næste – og hvad det præcis kalder på af velrettede spermklatter.

Hun har godt nok et ansigtsfilter, der giver hende skægdun og skaldet isse, men det filter hopper af og på, hvilket hun er ligeglad med. Hendes vrede er et overtryk, der blæser velgørende ud igennem en TikTok-ventil, og tit møder hun nogle af de titusinder af mennesker, som begejstret følger hende.

Når hun skifter til sin Mr. Hyde-identitet kaldet Bobitsa – sandsynligvis inspireret af det misogyne internetfænomen Andrew Tate – er hun paradoksalt nok stemme for en generation eller måske to.

Do Not Expect Too Much from the End of the World er kort sagt en film, man kommer i revolutionært humør af, og det er ment som en ros. Hvor tit er det lige, man ser en arthouse-film, der giver én lyst til at debattere både sociale medier, fordelingspolitik og kunst?

Den hævnende TikTok-engel Angela har nemlig læst Faulkner, Goethe og Apollinaire, samtidig med at hun synger med på rumænsk hiphop, støjrock og pop på bilradioen. På en måde bliver denne mudderpøl af fin- og fuck-kultur et signalement af vores tid. 

Det gælder også filmens form. Imellem de sort-hvide sekvenser med Angelas dødsridt og de hektiske filterflossede TikTok-optagelser med Bobitsa kommer nogle rolige indklip i mættede farver fra en velholdt, gammel 35mm-film.

Det er biler og fodgængere i Bukarest anno 1981, som den rumænske instruktør Radu Jude bruger som en kontrast til nutidens Bukarest. Han fryser filmen, så den bliver et arkivobjekt og en prisme frem for bare en fortælling i fortællingen. Et sted er der en tilskuer, der ser direkte i kameraet og skærer en flænge i tiden.

Jeg har sjældent set en film, som jeg tror, så mange forskellige mennesker vil holde af.

Er du til Ed Wood-b-film eller Mike Leigh-indignation, Godard eller Goethe, reels eller gamle filmspoler, vil jeg anbefale denne film med et hjerteskærende FUCKINGPIKRØVLORT.