The Disaster Artist

Hvis nu jeg fortæller, at De skrigende halse – den tv-film, Søren Fauli og jeg lavede tilbage i 1993, og som gik hen og blev kult – i virkeligheden slet ikke var en komedie, men tænkt som et tragisk drama, vil det så få jer, der blev fans, til at holde mindre af den?

Hvis jeg nu siger, at vi blev rystede, da vi første gang viste den for et publikum, og de lo, så filmens eneste redning var, at vi lancerede den som komedie?

Jeg spørger, fordi jeg har set en film om tilblivelsen af en kæmpe kultfilm og dens skaber.

Den mildest talt ejendommelige Tommy Wiseau skrev, instruerede og producerede i 2003 The Room for egne penge – penge, som ingen ved, hvor han havde fra, ligesom man tilsyneladende heller ikke ved, hvor han er født og vokset op.

The Room er et gennemført kikset og dilettantisk trekantsdrama om Johnny (Wiseau selv), kæresten Lisa og bedstevennen Mark. Da filmen havde premiere i en biograf, Wiseau havde lejet, lo publikum til tårer. Mange af dem medvirkede selv som skuespillere.

Efter filmen gik Wiseau chokeret på scenen, men det gik op for ham, at han ikke behøvede skamme sig, for folk havde haft det pragtfuldt.

Hans aparte fremtoning – har nogen set en større narcissist optræde på det store lærred? – blev et plus, og lige siden har Wiseau hævdet, at filmen var tænkt som en sort komedie. Den fik et langt liv som natfilm i diverse biografer og har for længst tjent sig selv hjem som værende en af verdens dårligste film.

Nu har James Franco så kastet sig over historien om The Room. Han har instrueret The Disaster Artist og spiller selv Tommy. Manuskriptet er skrevet af duoen bag En flænge i himlen og (500) Days of Summer. Lillebror Dave Franco spiller den yngre ven Greg, som er ham den næsten normale, vi oplever historien med.

Greg er purung skuespiller in spe, næppe så talentfuld. I hvert fald er han hæmmet og uden kontakt til sin krop og kan slet ikke komme ud over rampen på skuespilskolen i San Francisco, hvor han og Tommy er elever.

Den meget ældre Tommy, som selv hævder, at han er på alder med Greg, har ingen hæmninger. Han er helt uden retning, men har masser af excentrisk energi.

Greg forelsker sig i Tommys mod og spørger, om han vil hjælpe ham. Og den venneløse og stenrige Tommy tager til Gregs mors skræk teenageren under sine vinger. Sammen rykker de til Los Angeles, hvor de vil slå igennem som skuespillere, men hvor intet sker, fordi Greg ser bedre ud, end han spiller, og Tommy er så håbløst mærkelig, at ingen tør hyre ham. Hans diktion er weird. Han springer ord over og udelader stavelser.

”We will never forget dream,” siger Tommy.

Han tager sagen i egen hånd, skriver et manuskript, som Greg synes er genialt, hyrer skuespillere og filmhold. Og går i gang med dag 1 ud af 40. Når Tommy selv skal spille, går alt i stå. Han kan ikke huske sine egne replikker. Settet er tæt på nedsmeltning, men alle får deres løn.

Vi følger optagelserne og befinder os pludselig på dag 65 ud af 40!

The Disaster Artist er en vildt sjov og vildt kærlig film. Franco-brødrene må have haft en fest med at gestalte de to uheldige helte, og det må have været den sjoveste udfordring at genskabe udvalgte scener fra The Room så 1:1-nøjagtigt, som tilfældet er.

I det hele taget er der en sjælden veloplagthed over den muntert velspillede film, der er ret solidarisk med sit tragiske materiale. Det, som kunne have været en dyster og hård film om selvbedrag, er blevet til en funklende komedie.

Og De skrigende halse var skrevet som komedie fra starten. På en måde ærgerligt. For havde vi tænkt den som melodrama, og komikken var en fejl, kan det være, at kulten var blevet endnu større.