Dick Johnson Is Dead

En gammel mand går fredeligt ned ad gaden på en varm sommerdag, da han får et aircondition-anlæg i hovedet og falder sammen som en marionetdukke.

Dick Johnson er død.

Næh, han bliver hjulpet på benene igen. Det er filmmagi!

Og når Kirsten Johnson igen og igen på opfindsom vis slår sin far ihjel, er det den mest rørende og originale kærlighedserklæring, hun kan give en mand, der endnu ikke er død – selv om hans Alzheimers giver generalprøverne et naturligt slutpunkt.

Det er humlen i dokumentaren Dick Johnson Is Dead, der var en gedigen overraskelse. Idéen kom kort efter, at Dick fik diagnosen, og filmen er en hjertevarm protest mod demensens dobbelte dødsforløb, hvor ens elskede forsvinder stykke for stykke, indtil de er helt væk.

De har allerede været det igennem én gang. Vi møder instruktørens mor i gamle hjemmeoptagelser, hvor hun ikke længere kan genkende sin datter.

Kirsten har ikke andre optagelser af sin mor, så med Dick skal det være anderledes. De mange aflivninger – Dick falder ned ad trappen, træder ud foran en bil, får halsen makabert skåret over på en byggeplads – er en sorgmunter katarsis, en måde for familien at bearbejde det forestående traume på.

Imens vender Kirsten Johnson kameraet mod sig selv og sin far.

Han er et indtagende bekendtskab, en pensioneret psykiater, en legesyg bedstefar og forstående, kvik forælder. Han er også en charmerende gavtyv, som da Kirsten tager med ham på besøg hos hans gamle flamme fra universitetet, og han skamløst flirter: ”Det er pænt tøj, du har på, men du ville være pænere uden!”

Filmen involverer tilskueren alene på grund af det kærlige og dybt hengivne forhold far og datter imellem.

Da hans demens er så fremskreden, at han ikke længere kan bo alene, flytter han uden at kny ind i Kirstens etværelses i Manhattan. Og han kaster sig ud i hendes filmprojekt med begejstring: ”Jeg har altid drømt om at være med i en film!”

Det er hjerteskærende tydeligt, at han mest af alt ønsker at bruge så meget tid med hende som muligt.

Kirsten Johnson skildrer sin egen karriere som dokumentarfotograf i Cameraperson. I den stykker hun sin livshistorie sammen i montager af familieoptagelser og optagelser, hun har lavet til andre film i løbet af karrieren.

Hun reflekterer nærgående og intimt – ikke blot over livets store overgange, men over livet som det leves fra det ene øjeblik til det næste.

Dick har en formidabel evne til at være til stede i nuet, og på samme vis nægter Kirsten at træde tilbage med sit kamera som en flue på væggen. Hun lader filmens tilblivelse indgå som et centralt tema, så vi ser både stunthold og lydmænd.

Dick Johnson Is Dead føles til tider som én stor, åbenhjertig hjemmevideo. Men instruktøren stiller også sit projekt til skue for at lukke os ind i det ritual, det er at fortælle sin historie til andre.

Der løber et insisterende behov for at dele erfaringer gennem filmen. Man bliver mindet om kritikeren Roger Eberts beskrivelse af filmmediet som en empatimaskine: Sådan føler jeg lige nu, i dette øjeblik. Føler du det samme?

Kirsten Johnsons fantasifulde påfund – som Dicks mange dødsfald – er en trodsig fejring af at leve livet, mens vi har det. Og tage resten, som det kommer.

Allermest morsom er det skræddersyede himmerige, Kirsten finder på til sin far. Der er et chokoladespringvand og flyvende popcorn alle vegne. Det hinsides skildres som én stor tropefest, hvor selveste Jesus retter Dicks deforme fod, så han til evig tid kan danse tæt med sin afdøde kone.

De er ellers strenge syvendedagsadventister med forbud mod dans, alkohol og film. Men joviale Dick har aldrig været højhellig, og han sneg sin datter med ind for at se Young Frankenstein.

De har altid haft filmen til fælles. Selvfølgelig er det sådan, de tager afsked.