Cameraperson

Kirsten Johnson har i 25 år observeret verden gennem en filmlinse. Hun har været kamerakvinde på dokumentarfilm som Fahrenheit 9/11, Darfur Now og Citizenfour, og hendes arbejde har bragt hende til Guantanamo-lejren, Bosnien og Yemen i borgerkrigstider.

I ren collagestil sættes fraklippede optagelser sammen og former en slags selvbiografi over Johnsons liv, selv om man knap nok ser hende.

Blandet med arbejdsoptagelserne er der også klip af hendes mor, der er syg af Alzheimers og ved at forsvinde. Og optagelser af hendes små tvillinger.

Hun dokumenterer andres liv. Og vi hører hende græde, da hun filmer en ung kvinde på en abortklinik. Vi hører hendes åndeløse ”gudskelov, han trækker vejret”, da en nyfødt baby i Afrika kæmper for livet.

Hun griber ikke ind, men hun bliver grebet af, hvad hun oplever. Gudskelov.

Filmen hopper frem og tilbage, og der er ikke nogen dialog, som kan hjælpe én på gled. Til at begynde med er det voldsomt frustrerende.

Hvad sker der, hvem er de, hvilken film stammer de fra? Så mange spørgsmål, der aldrig bliver besvaret. Meget bliver til gætværk.

Alligevel bliver man ekstremt påvirket, når en advokat fortæller om retssagen vedrørende et racistisk drab i Texas. En sort mand blev tortureret så voldsomt til døde, at huden og knoglerne på hans albuer var slidt væk.

Den dybt bevægede advokat diskuterer med sig selv, hvorvidt han kan vise billederne af den maltrakterede mand til kameraet, men vælger i sidste ende at undlade at gøre det. Men vi ser kæden, han blev spændt fast i, vi ser pickup-trucken, han blev slæbt efter.

Man kan diskutere, om man kan og skal vise alt på film, eller om disse antydninger i sig selv egentlig ikke er mere end rigeligt. Der gives nok ikke noget svar på det problem.

Vi får aldrig at vide, at den myrdede var James Byrd Jr. – men man kan nemt google sig til det bagefter. Hvis man kan holde ud at læse de grusomme sandheder.

Det er en film, der kræver meget af tilskueren, for man prøver at forstå betydningen af klippene, udsigten fra et flyvindue, da jumbojetten letter, et selskab, der går over et fodgængerfelt, udsigten fra en bakketop ud over en by med otte minareter.

Men ikke desto mindre formår filmen at blive et portræt af Kirsten Johnson. ”Det her er billederne, der rørte mig,” står der blandt andet i den flygtige introduktion til filmen, de eneste forklarende ord i over halvanden time.

Vi ser kun Kirsten Johnson, da hun filmer sin mor foran et spejl, hvor hun er kærlig og lattermild, og det er ikke overraskende, hvor engageret hun er i de mennesker, hun filmer.

Hun tager tilbage til en bosnisk bondefamilie, der påvirkede hende dybt med deres stærke sammenhold og livskraftige matriark, og på den måde står både i forlængelse af og kontrast til hendes eget liv. Som det meste i filmen.

Hvor er det originalt at lave en film med fraklip og private optagelser, der alligevel fortæller en stor historie om empati og moral – og om overlevere, kvindeundertrykkelse, tortur og livsglæde.

Den stiller nærmest kun spørgsmål, og den sætter stor streg under styrken ved læresætningen over alle: ”Show, don’t tell.”