Det andet offer

Af og til dukker en film op helt uden varsel – og rammer som en åbenbaring.

Normalt ville den få rullet den røde løber ud på en af de internationale festivaler, der værner om filmkunsten. Det blev ikke tilfældet for Zinnini Elkingtons spillefilmdebut Det andet offer – men et stykke tid inde i filmen står det klart, at Berlinalens afslag tåler sammenligning med Cannes-festivalens famøse afvisning af Joachim Triers mesterlige debut Reprise.

Man bliver straks suget ind i handlingen, når lægen Alexandra (Özlem Saglanmak) i introen går målrettet ned ad gangen på Herlev Hospital, omgivet af Poul Gernes’ enkle, farverige vægudsmykning, som får en næsten dyster karakter af dødelige cirkler, mens Jenny Rossanders urovækkende musik understøtter stemningen.

På morgenmødet annonceres en sygemelding, og den unge læge Emilie (Mathilde Arcel) føler sig usikker ved at bære vagtansvaret. Da alle kigger ned i bordet, må Alexandra træde til og tage bagvagttelefonen.

Hverdagen på det pressede sygehusvæsen leder tankerne hen på Ekko Shortlist Awards-vinderen Et eksempel: Dem på gulvet, der foregår på en psykiatrisk afdeling og er instrueret af Elkingtons Super16-kollega Selma Sunniva.

Og ligesom i Dardenne-brødrenes banebrydende Rosetta er Mia Mai Dengsø Graabæks håndholdte kamera i uafbrudt nærhed af hovedpersonen. Det forstærker oplevelsen af hospitalet som en krigszone, hvor arbejdet bogstavelig talt er en kamp på liv og død.

Den ældre kvinde Winnie (Pernille Højmark) kommer ind med en blodprop, men patientportalen med livsvigtige informationer er nede. Samtidig er moren Camilla (Trine Dyrholm) bekymret for sin attenårige Oliver (Jacob Spang Olsen), der siden i går har klaget over hovedsmerter. Har han svært ved at bevæge nakken frit?

Alexandra skal på et splitsekund træffe afgørende beslutninger. Hun vurderer ikke, at det er nødvendigt at scanne Oliver. Men pludselig ligger han på gangen med en hjerneblødning, og nu er spørgsmålet, om neurokirurgen Esben (Olaf Johannessen) skal operere med en dødsrisiko på 80 procent. Alternativet synes værre: Koma i resten af livet.

Dramaet er altopslugende, og samtidig går efterspillet i gang. For hvem har skylden for fejlen? Emilie mener, at hun orienterede Alexandra om nakkestivheden, men det afviser den erfarne læge, og det hele er gået så stærkt. Hvad kan vi egentlig selv huske?

Her udvikler dramaet sig til en intens thriller om skyld, hvor Alexandra havner i en konflikt mellem kolleger, der hurtigt forsøger at fralægge sig ansvaret. Og da Camilla og hendes mand (Anders Matthesen), som endelig er ankommet, insisterer på at overvære den kliniske test for hjernedød hos deres søn, bliver situationen næsten ubærlig.

Som i sin MeToo-kortfilm En flirt, der vandt Ekko Shortlist Awards i 2020, har Zinnini Elkington et eminent blik for en virksomheds hierarkier og magtstrukturer, sociale dynamikker og generationsforskelle. Og hun tilfører hele tiden nuancer, der trækker publikum længere og længere ned i en spiralverden, hvor intet er sort-hvidt, og hvor hver karakter har sin egen sandhed.

Özlem Saglanmak leverer i sin første hovedrolle en totalt overbevisende præstation som den topprofessionelle læge, der langsomt krakelerer i løbet af en arbejdsdag, tynget af tvivl og afmagt.

Trine Dyrholm balancerer sublimt mellem en knusende sårbarhed og en farlig desperation, mens Mathilde Arcel skaber et tankevækkende portræt af en ung læge, der er god til at tale om sine følelser, men også noget selvoptaget. Alle biroller er knivskarpe, også Anders Matthesen, som er godt på vej til at blive en karakterskuespiller.

Har man været pårørende, vil man genkende alle følelserne, og jeg forestiller mig, at det samme gælder for hospitalspersonalet.

Sjældent har en dansk film været så nervepirrende intens og hjerteskærende sørgelig, men måske mest imponerende rummer Det andet offer – en term, der bruges om et sundhedsfagligt fejlskøn med store konsekvenser – også en uventet lindring.

For mens den dramaturgiske skrue strammes, træder det egentlige tema langsomt frem. Det handler om et opgør med nulfejlskulturen, men frem for alt med forestillingen om, at vi har kontrol over livet.

Som hospitalspræsten – spillet af Kristian Halken, endnu et perfekt match til rollen – siger: ”Det eneste, vi ikke har kontrol over, er døden. Den kan ikke engang lægerne hjælpe os med.”

Det er denne erkendelse, som forbinder os alle sammen, og som gør, at filmens slutning, der vækker mindelser om salig Kieślowski og især Veronikas to liv, bliver tårefremkaldende rørende.

Produceret på lavbudget-talentordningen New Danish Screen føles Det andet offer som et mirakel. En ny generation har længe stået klar til at overtage faklen fra dogmegenerationen. Med Zinnini Elkington i spidsen føles øjeblikket nu endelig kommet.