Robert Prisen 2025

Det var den 41. uddeling af filmbranchens egen pris, Robert, men år nul efter sidste års dronningefadæse.

Da Dronning Margrethe II vandt prisen for bedste kostumedesign i Ehrengard: Forførelsens kunst, blev det største pr-scoop i Roberts historie forvandlet til det største flop.

Dronningen var fraværende, fordi hun ikke på forhånd kunne få at vide, at hun havde vundet. Robert Prisen gør ikke forskel på folk, lød det principfast fra Danmarks Filmakademis forperson. Efterfølgende kunne Ekko dog afsløre, at flere andre vindere var blevet varslet i forvejen.

I år skulle Robert afvikles uden skandaler, og den nye forperson Elisabeth Victoria Winther holdt en nervøs og sympatisk velkomsttale. ”Robert Prisen samler branchen indadtil og er med til at sætte fokus på dansk film udadtil,” sagde hun.

”Robert er Danmarks største filmpris,” lød det videre, men værten og skuespilleren Nicolai Jørgensen tog straks tyrene ved hornene med tilføjelsen: ”Og længste!”

Tre timer plus en times pause varer showet, og ofte skrider tidsplanen. Værten instruerede derfor vinderne i at holde korte takketaler, så vi kan komme hurtigere til efterfesten og nå frem inden lukketid til Amigo Bar, som han sagde.

Ironisk naturligvis, men det lagde en dæmper på feststemningen, hvor gæsterne sidder ved borde og får serveret mad til den nette sum af 1200 kroner. Mange vindere medbragte en seddel med noter over alle dem, de skulle nå at takke på tre minutter, og det var lige så ophidsende som en films rulletekster.

I gamle dage kunne man i det mindste glæde sig over, at der indimellem kom en tosse op og snakkede i ti minutter, som skuespiller Lars Ranthe bemærkede i sin takketale.

Problemet er jo egentlig ikke takketalernes længde, men at de er kedelige og forudsigelige. Og 32 priser er ganske enkelt for mange. Når introen samtidig varer i tyve minutter, inden prisuddelingen starter, bærer Filmakademiet selv et ansvar for maraton-følelsen.

De 32 priser gør, at Robert-festen er en parade af statuette-overrækkelser snarere end et show. Aftenen var stort set blottet for underholdende indslag, og værtens tydeligt aftalte homo-sketch med kollegaen Joachim Fjeldsted faldt til jorden.

Er det anno 2025 virkelig dristig humor, at to mænd står og snaver med hinanden på en scene? Eller at værten optræder i bar overkrop med en udstoppet bh?

Decideret tåkrummende var uddelingen af Nordisk Film Biografers Publikumspris. Værten hev sammen med skuespilleren Vic Carmen Sonne en sagesløs repræsentant for det ”autentiske biografpublikum” op på scenen, hvor de kom til at ydmyge hende, mens de fnisende forsøgte at overbevise hinanden om, at publikum er meget vigtigt.

Nicolai Jørgensen var ingen katastrofe, men i stedet for at skabe begejstring og hæve arrangementet over det indforståede kørte værten fast i lad-os-nu-hurtigt-få-det-overstået-rillen. Det skabte en nervøsitet, så en presenter for eksempel oplæste samme sætning to gange, men gudskelov hurtigt kom videre.

Jørgensens drilleri med Jakob Engel-Schmidt havde både kulturministeren og salen svært ved at følge, og værtens forklaring på, at rettighedskonflikten i filmbranchen i virkeligheden skyldes medieforliget, gik hen over mit hoved.

Fuld af kærlighed vandt syv priser, så vinderne fra den film havde rig lejlighed til at takke hinanden på kryds og tværs. Men midt i rygklapperiet fornemmede man, at filmen om alkoholismens konsekvenser rent faktisk blev skabt i et særligt dedikeret fællesskab.

Og da den unge skuespiller Viilbjørk Malling Agger bevæget sagde, at ingen børn fortjener at vokse op i et hjem med alkoholmisbrug, var man ikke i tvivl om, at det kom fra hjertet.

Lige så rørende var søskendeparret Jasper J. Spanning og Rosalinde Mynsters modtagelse af prisen for bedste korte dokumentar for Vores fars sol, der er lavet for at mindes deres afdøde skuespillerfar, Søren Spanning.

Prisen for bedste tv-serie til Den sorte svane benyttede Mads Brügger til at slå et slag for ”mere og vildere journalistik”. Og aftenens mest overraskende tak kom fra journalist Peter Vesterlund, der på trods af tv-holdets igangværende konflikt med erhvervsjuristen Amira Smajic havde format til at hylde muldvarpen og give hende stor ære for prisen.

Da den nye talentpris ved navn ”Fear Nothing” skulle uddeles, var der én blandt gæsterne, som tog navnet bogstaveligt. Skuespilleren Amanda Radeljak (Kazarians Pagt) invaderede scenen, og med sin billedrige tale om ofrene for krigen i Gaza fik hun hele salen til at sidde bomstille.

Det var nok ikke lige, hvad sponsoren af prisen – den danske sikkerhedssko Airtox – havde regnet med. Og Elisabeth Victoria Winther måtte op på scenen og forsikre om, at den politiske happening ikke var en del af programmet.

Men det var samtidig det indslag, der viste et ægte mod og en nødvendighed, som Robert-prisfesten savnede.