Den of Thieves 2: Pantera

Det er på en måde ærgerligt, at Gerard butler i så høj grad er blevet synonym med de mest anonyme og forglemmelige action-film, Hollywood klemmer ud mellem ballerne.

Engang var han stjernen i interessante, om end langt fra vellykkede værker som Zack Snyders episke 300 og musicalen The Phantom of the Opera.

Men de seneste mange år har han foruden at have lagt stemme til animation været fastlåst i film som Olympus has Fallen, Hunter Killer og Plane, der er malet i samme nuance af grå med halvhjertede blodstænk på. Og Butler producerer selv de fleste af filmene, så han er selv udenom det!

Den of Thieves fra 2018 stikker dog en lille smule ud. Den er mere kup-thriller end et actionbrag, og så lader Butler rent faktisk til at have det sjovt med rollen som den uortodokse detektiv Nick.

Det har han også i den nye efterfølger, som har fået undertitlen Pantera. Frem for de tørre, stoiske helte, som Butler ofte spiller, er Nick et uforudsigeligt røvhul med bæltet fuld af kække bemærkninger.

Det mærkes allerede i en tidlig scene, hvor Nick afhører en stripper i en skibscontainer, mens han flirter med – eller sexchikanerer – hende. Dialogen er jammerlig, men der er noget smittende entusiasme i Butlers spil. Her er alligevel noget, man kan huske, når filmen er slut.

I den første film skulle Nick fange tyven Donnie (O’Shea Jackson Jr.) og hans slæng. Denne gang slår Nick sig sammen med Donnies bande The Panthers, som skal stjæle nogle diamanter i Frankrig, hvorefter Nick måske vil arrestere dem.

Undervejs opstår der tvivl om, hvorvidt Nick stadig tænker som en undercoveragent, eller om han har ladet sig overvinde af forbryderlivets goder.

I en skæg scene er Nick på en blanding af hash og ecstasy, og Butler er ret sjov som skæv politimand. Især da rusen får ham til at undskylde for USA’s bombninger under 90’ernes krige i det tidligere Jugoslavien.

”Fuck NATO!” siger han hjerteligt til et østeuropæisk medlem af banden.

En anden god scene er, da bandemedlemmerne skændes om, hvilken musik de skal høre, mens de forbereder kuppet – ligesom i kupfilmen Gone in 60 Seconds, hvor Nicolas Cage kommer i stemning til Wars Low Rider.

Flere sådanne scener havde hjulpet Den of Thieves 2, for bortset fra et par varme øjeblikke er der ikke megen grund til at tro på, at Nick skulle lade sig forføre af den kriminelle tilværelse. Den primære motivation lader til at være en meget forhastet og ikke specielt pirrende romance med det meget yngre bandemedlem Jovanna (Evin Ahmad).

Gerard Butler kæmper med den komiske timing og gør det svært at sluge de mange obligatoriske amerikaner-i-Frankrig-vittigheder om lugten af hvidløg, og hvordan ordet ”croissant” skal udtales.

Dog opstår der en interessant dynamik mellem Butler og O’Shea Jackson Jr. Den yngre skuespiller reagerer på Butlers udfarende væsen med en såret tilbageholdenhed, og det giver en intens, fortrolig energi.

Det lykkes også for instruktøren Christian Gudegast at producere en vis spænding i kupsekvensen, hvor han vælger rolig detaljerigdom i skildringen af planlægning og eksekvering frem for bulder og brag.

Faktisk er Den of Thieves næsten helt fri for action-scener de første to tredjedele af spilletiden og satser i stedet på suspense. Men henimod slutningen kammer filmen over i ikke specielt ophidsende biljagter og skyderier.

Samtidig beslutter instruktøren sig pludselig for at ville skabe medynk med de kriminelle, fordi de risikerer at komme i fængsel. Men vi får ikke noget indtryk af, at medlemmerne er tvunget til at deltage i organiseret kriminalitet. Så de kunne vel bare lade være.