Greenland

En katastrofefilm under coronakrisen har hårde kår.

Sammenligningen med virkelighedens sundhedsmæssige krise er uundgåelig, selv om ligheden i tilfældet Greenland er svag.

Gerard Butler spiller bygningsingeniøren John, der forsøger at finde ly til sin søn og kone, da en altødelæggende komet er på vej mod Jorden.

Men undervejs bliver de adskilt, og sønnen kommer i vanskeligheder, fordi han har diabetes, og insulin er svært at skaffe midt i kaosset.

Katastrofefilm handler typisk om enten en menneskehed, der oplever gigantiske tab og må stå sammen for at overleve (Deep Impact), eller et individ, der i krisesituationen indser, hvad der er vigtigst i livet (Titanic).

Førstnævnte havde passet godt ind både i corona- og klimakrisen, men der er ikke meget samfundssind at spore i Greenland.

Da de første kometødelæggelser rammer Florida, udbryder der globalt anarki, og kun en lille håndfuld udvalgte mennesker får armbånd, der giver adgang til evakuering i Grønland.

Johns personlige overlevelseskamp er filmens klare fokus. Der er ikke tid til at have ondt af de mennesker, han med sylespidse albuer mejer ned for at redde sin egen familie.

Flere gange sætter han endda andres liv i alvorlig fare. Men instruktør Ric Roman Waugh iscenesætter alligevel hovedpersonen som en helt, selv om Johns medmennesker vel har lige så meget grund til at flygte, som han har.

Kun en enkelt stærk scene udfordrer filmens gumpetunge heltekvad.

På en bus mod Canada bliver John overfaldet af en anden flygtning, der vil have hans adgangsarmbånd. Først er John dæmpet og konfliktsky, men da familiens liv trues, forsvinder den civiliserede mand i en sky af blod.

Og en hammer ender i kraniet på fjenden.

Da han senere vælger at risikere sin egen sikkerhed for en kvinde i en flammende bil, brænder John sin hånd. Han kigger på hånden, hvor der før var blod, men nu er brandsår.

Det er valget mellem blod på hænderne eller de dødelige konsekvenser af medmenneskelighed, han står overfor.

Hvis denne vellykkede tematik havde fået mere plads, kunne det have løftet katastrofefilmen. Og det hjælper ikke, at Gerard Butler slipper af sted med at levere en tynd skuespilpræstation.

Med den samme bekymrede grimasse og uden antydning af personlighed løber skuespilleren forpustet igennem filmen. Hans sløve reaktioner og underspillede mimik kan på ingen måde bære en så stor krise, som Jordens undergang er, og Gerard Butler kommer til at føles som statist.

I sidste ende vælger Greenland den kedelige vej. Det bliver til en historie om, at familie er det vigtigste. Her menes altså ens egen familie og bestemt ikke alle andres.

Ved filmens start er John og konen Allison – spillet overbevisende skræmt, men også noget upersonligt af Morena Baccarin – separeret, og i løbet af filmen lærer de at holde sammen.

Det afsløres, at John har været konen utro, men problemerne imellem dem bliver aldrig synlige. Forholdet føles harmonisk fra starten, så det er ikke nogen stor forløsning, når de lærer deres lektie.

Og hverken manuskriptet eller skuespillet tillader den mindste indsigt i John og Allisons liv, så deres personlige problemer synes ligegyldige midt i flammehavet.

Greenland bliver hverken det udtryk for fællesskab i krisetider, vi godt kunne bruge lige nu, eller et råt portræt af mennesket i overlevelsestilstand.