Den moderne kvinde

Kurtisanen og sangeren Lili d’Angely lever det flamboyante og glamourøse liv i Marcel Prousts mondæne Paris anno 1900. Men så bliver hun opsøgt af sin bror, som fortæller, at deres mor i Rom er død. Nu må hun derfor selv tage sig af sin unge, retarderede datter Tina, som moren har passet.

Da hun i forvejen er inviteret til Rom af sin elsker, en italiensk prins, tager hun til den evige stad for at skjule sin datter. Samt skammen over at være enlig mor.

Via forbindelser kommer hun i kontakt med lægen Maria Montessori, der sammen med sin foresatte og hemmelige elsker, Giuseppe Montesano, driver en offentlig klinik for netop kognitivt udfordrede børn, der dengang blev kaldt ”idioter”.

Men også Maria har en ugle i mosen. Sønnen Mario, som hun har fået med sin elsker, holdes skjult hos en amme ude på landet. Forholdet mellem de to kvinder – den kokette og den kloge – udvikler sig til et fint feministisk og samfundskritisk kammerspil.

Samtidig ser vi Montessori-metodens fødsel, den nye epokegørende måde at undervise og opdrage børn på. Den går kort sagt ud på, at børnene, frem for at være passive objekter for pædagogen, bliver inddraget i læringen gennem leg og aktivering af deres fantasi.

For en gangs skyld er den danske titel, Den moderne kvinde, næsten bedre end den originale: La nouvelle femme. Filmen er mere end en traditionel bio-pic over en berømt persons liv som dem, skolebio i sin tid opdragende diverterede eleverne med. Film om blandt andre biologen Louis Pasteur og kemikeren Marie Curie.

Sådan set får vi kun det skifte i Montessoris liv, der siden gør hende verdensberømt med sine børnehuse: Casa dei Bambini. Her udvikler hun sine erfaringer med de mentalt handicappede børn til pædagogiske principper for alle.

Parallelt følger vi den stakkels Tina og den hengemte Mario, to børn, som lider under tidens kvindeopfattelse. Spørgsmålet er, hvem der egentlig er den moderne kvinde?

Er det den kyniske kurtisane, som med kapitalistisk pragmatik har indset, at kun penge gør en kvinde fri? Eller er det lægen, der har tilsidesat sin kvindelighed for at blive anerkendt som ligeværdig forsker?

Det er denne socialfilosofiske dialektik, der udgør filmens interessante tematik. Til sidst kommer filmen med Montessoris ikke helt uproblematiske svar på dilemmaet.

Instruktøren Lea Todorov – datter af den berømte filosof Tzvetan Todorov – har drejet et stærkt signalement af et stykke kvindehistorie ikke så forfærdelig fjernt og fortidigt. Uden løftet pegefinger eller skurkagtig didaktik.

Det italienske patriarkats kønsmæssige, katolske konservatisme er til diskussion. Lavmælt og nedtonet, men ikke uden betoning af kvindens absurd hårde kamp for at opnå frigørelse, ligestilling og navnlig selvstændighed.

Italienske Jasmine Trinca er aldeles fremragende som den både frigjorte, intelligente og forsagte Maria Montessori, som den fiktive karakter Lili gør lidt mere feminin med modetøj og erotisk opmuntring. Lili spilles udmærket af fransk-algerisk Leïla Bekhti, koket lige på kanten til klichéen som mandeæder uden nåde.

I en mindre, men signifikant birolle finder vi instruktørens mor, den fransk-canadiske forfatter Nancy Huston. Mest imponerende er Tina (Rafaëlle Sonneville-Caby) og de mange andre handicappede børn, som langsomt og rørende får lov til at være små mennesker, Lilis klavermusik gør mirakler for.

Det er opsigtsvækkende i en tid, hvor racehygiejne snart blev det nye sorte og eutanasi en endelig løsning i samfundet. Den latente humanisme ligger nemlig som et lag i filmen, respekten for alt levende menneskeligt.

Filmen er indimellem ved at blive for smuk og lækker med farver, som minder om 1900-tallets kolorerede postkort. Selv armod og fattigdom er på nippet til at virke fascinerende. Og den får ikke for lidt mod slutningen med den følelsesfulde brede pensel med langmodige strygere.

Men man skal være lavet af maskulint marmor, hvis ikke man får trafik i tårekanalen.