Dau

Den russiske filmskaber Ilya Khrzhanovsky vil i starten af 00’erne lave en biopic med titlen Dau. Filmen skal handle om den russiske nobelprismodtager, fysikeren Lev Landau, der levede og virkede under det sovjetiske styre.

En nøjagtig kopi af Landaus videnskabelige institut bliver opført i Ukraine, og i over to år lever 400 kunstnere, intellektuelle, kriminelle og menigmænd non-stop på settet. Deres person bliver deres rolle og omvendt.

Da optagelserne slutter i 2011, står filmholdet tilbage med 700 timers optagelser. Dau er siden vokset til at omfatte tretten spillefilm og bliver nu fremvist på en interaktiv kunstinstallation i Paris, der i fire uger – åbent døgnet rundt – holder til i tre af byens estimerede kulturinstitutioner.

Adgangen er tidsbegrænset efter eget valg og foregår ved registrering på projektets hjemmeside, hvor man bliver bedt om at svare på en række spørgsmål af meget personlig og filosofisk karakter.

Dau opererer på så mange planer, at det er svært at sige, hvornår installationen begynder og slutter. En aflysning af premieren i sidste øjeblik lækkede navne på visa-registrerede og rygter om fascistiske forhold på settet bidrager til oplevelsen af at træde ind i det selvsamme totalitære system, som udstillingen vil kritisere.

En række privatkabiner tilbyder personlige samtaler med en Dau-ansat, og på udstillingens andre etager kan man gå rundt i filmenes kulisser, besøge en shaman og opleve klassiske koncerter.

Men udstillingens klare omdrejningspunkt er filmene. De er alle nedslag i begivenheder på Landaus institut. Og der er tale om afsluttede værker med en tydelig, omend uortodoks dramaturgi.

Der er ikke noget program over, hvornår filmene spiller, og de har ingen titler. På mit ophold kom jeg således tilfældigt til at se fire film.

Den første er et intimt drama om en mor og en datter (Landaus kone), der på en gang hader, elsker og er dybt afhængige af hinanden. Dramaet er fortalt med stor indsigt i den menneskelige psyke og med en god portion humor. De mange dvælende nærbilleder optaget på 35mm-film og det lave fortælletempo skaber en forståelse for to mennesker, der ellers umiddelbart opfører sig helt urimeligt.

Den næste film, jeg så, foregår på instituttets bibliotek, hvor et kærlighedsforhold mellem to unge kvinder tager form i skyggen af både deres egen skam og regimets forbud. Det er umuligt for dem selv og publikum at afgøre, om deres hæmninger, begær, skyld og egoisme er styret af følelser og natur eller af regimet.

I sin essens er det en idé, der er bærende for de fire Dau-film, jeg har set.

Den tredje film er en decideret thriller om en flok unge mænd, der er udsendt af styret for moralsk at genopdrage de ansatte på Landaus institut.

Også denne film er dvælende og intim, og man kan derfor som tilskuer ikke lade være med at føle en ubehagelig samhørighed med de fascistiske mænd. Chokket, da det voldelige drama pludseligt folder sig ud, er nærmest ubærligt.

Den sidste film var en lang, natlig druk-odyssé, der munder ud i et seksuelt forhold mellem to mænd. De medvirkende falder til sidst ud af illusionen og henvender sig i fuldskab direkte til kameraet. Det er fascinerende, ubehageligt og kedsommeligt.

De medvirkende er alle amatører, som mere eller mindre spiller sig selv i en ramme, der bestemt af instruktøren. Det opleves ikke som reality-tv, men derimod som stærkt overbevisende og nærværende skuespil. Filmens dialog er efter sigende improviseret, men det er meget svært at tro på, at der ikke ligger en tydelig drejebog til grund for det enorme univers og den handling, man trods alt tydeligt mærker.

Lev Landau optrådte kun kortvarigt i de fire, jeg har set. Men samtlige af de 700 timers optagelser er tilgængelige for publikum via private videokabiner.

Dau tager det bedste fra spillefilmens univers – en stærk, afsluttet idé – og blander det med det bedste fra serieuniverset: nærheden og detaljerne.

Filmene skildrer, hvordan et totalitært og perverteret regime knuser det enkelte menneske, og sammen med udstillingens øvrige elementer, der er båret af en udtalt respekt for det enkelte menneske, giver det publikum en forståelse af, hvorfor det er nødvendigt altid at insistere på humanismen.

Dau-universet fremstår som en smertelig påmindelse om vores grundlæggende vilkår og ansvar som mennesker. Det er ikke det konceptuelle flop, man kunne frygte, men derimod et vildt, fascinerende, dybt originalt og frem for alt humant vanvidsprojekt.