Nyhed
13. juli 2018
Russisk vanvidsprojekt får en trailer efter tolv år
Instruktøren Ilya Khrzhanovsky har genskabt Lev Landaus videnskabscenter fra det forrige århundrede i den ukrainske by Kharkov, hvor grænsen mellem fortid og nutid, fiktion og virkelighed, er blevet ophævet for de medvirkende. Foto | Phenomen Films

Russisk vanvidsprojekt får en trailer efter tolv år

Film om videnskabsmanden Lev Landau er vokset til tretten spillefilm, nogle serier og et transmedia-projekt. Skuespillerne levede i deres roller i to år.

Af Claus Christensen

”Det ender nok med at være en seks-syv timer lang Lars von Trier-agtig ting.”

Sådan sagde klipperen Jacob Thuesen, da han for fire år siden i Ekko #65 fortalte om det russiske vanvidsprojekt Dau, som han i en periode var tilknyttet.

Nu er der endelig nyt om projektet, og man kan roligt sige, at det overgår Thuesens vildeste forestillinger.

Den russiske auteur Ilya Khrzhanovsky har – hold nu godt fast – lavet tretten spillefilm, nogle tv-serier samt et transmedia-projekt.

Det fremgår af en trailer, som netop er blevet offentliggjort på en spartansk hjemmeside, hvor man kan abonnere på nyheder om udgivelsen af Dau, som ifølge siden vil ske i efteråret.

Nonstop i rollen
Dau startede helt tilbage i 2006. Optagelserne gik i gang i 2008 og varede frem til november 2011, hvor over 700 timers materiale var blevet optaget på 35mm.

Omdrejningspunktet i projektet er en historisk person, Nobel-prisvinderen Lev Landau, der fra 1937 til 1962 var leder af et videnskabeligt institut i Moskva. Han regnes for en af det 20. århundredes store fysikere, samtidig med at han var en frisindet herre, der foregreb ungdomsoprøret med en eksperimenterende tilgang til sex.

Khrzhanovsky og hans filmhold byggede en kopi af Landaus institut i et forladt olympisk svømmeanlæg i den ukrainske by Kharkov. Her fik skuespillerne strenge ordre på at leve nonstop i to år uden at forlade settet eller falde ud af deres roller.

Lev Landau spilles af den græske dirigent Teodor Currentzis, og hans kone spilles af en skuespiller, men ellers er resten af de medvirkende amatører.

”I 2009 forlod over 400 mennesker deres hverdagsliv for at rejse tilbage i tiden til Sovjetunionen. Almindelige gadefejere, servitricer, familier, berømte kunstnere, Nobel-vindende videnskabsmænd berygtede kriminelle var afskåret fra den moderne verden,” siger en kvindelig fortæller i traileren, som består af en række fotos fra optagelserne og leder tankerne hen på Chris Markers filosofiske tidsfabel, La Jetée (1962).

Sex og stoffer
Ilya Khrzhanovsky har villet ophæve grænsen mellem fiktion og virkelighed for at skabe den totale illusion. Selv de tekniske filmfolk skulle være iklædt datidens tøj, og det var forbudt at medbringe moderne remedier som for eksempel mobiltelefoner.

”Der var måske 200 politifolk på settet, som var oplyst af nogle enorme lamper. Jeg blev ført direkte ned til et sminkerum, hvor jeg blev kronraget og fik taget mål af min krop, hvorefter nogle skræddere øjeblikkeligt fremtryllede et kostume, som jeg skulle være hver dag: et jakkesæt i russsisk 30’er-stil,” fortæller Jacob Thuesen i Ekko #65 om sin ankomst til den gigantiske kulisse.

Og mens de medvirkede levede i deres roller – drak, tog stoffer og havde sex – lod Khrzhanovsky sit kamera køre.

”Folk åbnede sig over for nye opdagelser – personlige og videnskabelige,” siger fortælleren i traileren. ”De forelskede sig, forrådte deres venner, var utro, lavede eksperimenter, blev gamle, fik børn, blev anholdt, dræbt og mistede alt.”

Settet blev sprængt i luften den 8. november 2011 som en del af historien, kan man læse på filmens Wikipedia-side. Der har været forlydender om, at instruktøren hyrede neo-nazister til at stå for destruktionen.

Hvor og hvordan projektet vil blive vist, er ikke oplyst. Nogle iagttagere mener, at Ilya Khrzhanovsky er fascineret af at gøre film til en kunstart, der slet ikke har brug for et publikum.

Men uanset det kunstneriske resultat har Dau allerede sikret sig en plads i historien som det vildeste filmprojekt nogensinde.

Trailer: Dau

Relevante artikler

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro