The Darkest Minds

The Darkest Minds følger formularen fra andre young adult-film til punkt og prikke.

Fantasi-fortællinger inden for genren fik stor succes med film som Harry Potter, The Hunger Games og Divergent. De finder alle sted i et fantastisk univers, hvor teenagerne besidder kræfter, som hjælper dem med at finde sig selv og bekæmpe voksne, der vil bestemme over deres liv.

I The Darkest Minds dør 90 procent af børn under atten under mystiske omstændigheder, mens de overlevende begynder at vise tegn på X-Men-lignende superkræfter. Af frygt for børnenes nyfundne styrke sendes de til arbejdslejre, hvor de opdeles i farver ud fra farligheden af deres kræfter.

Fra den grønne klasse, som har en forhøjet intelligens, til de utroligt sjældne orange børn, der kan manipulere med folks tanker som en jedi fra Star Wars.

Alligevel står filmen over mængden af konkurrerende young adult-film. Instruktør Jennifer Yuh Nelson og manuskriptforfatter Chad Hodge forstår tydeligvis, at vi har hørt denne historie en million gange før, så de gør sig ikke store anstrengelser for at forklare det dystopiske univers.

Det giver eksempelvis ingen mening, at den grønne klasse af mutanter, som blot har en forøget intelligens, befinder sig i arbejdslejre. Eller hvorfor det meste af landet er blevet lagt øde, selv om alle voksne overlevede sygdommen.

Men det spiller en mindre rolle. Det handler blot om, at filmens hovedperson Ruby – der i al hemmelighed er orange – skal føres sammen med en gruppe ligesindede teenagere, så de kan gøre oprør mod voksne, der tror, de ved bedre.

Underholdningen bevares, da The Darkest Minds galoperer af sted for at nå ind til kernen af historien.

Filmens indledende scener skøjter nærmest forbi, hvordan Ruby på tragisk vis mister forbindelsen til sine forældre, og hvordan arbejdslejrene og mutanterne fungerer. For da slet ikke at nævne Rubys flugt og møde med teenagerne Chubs, Zu og Liam.

Det meste af filmen er som resultat en roadmovie, hvor de fire venner går på jagt efter et sagnomspundet tilholdssted for mutanter.

Fra en biljagt mellem de voksne og teenagerne, hvor den telepatiske Liam fyrer træer og grene i ansigtet på de voksne, til en munter scene i et forladt indkøbscenter, hvor børnene går på opdagelse, er der ikke et kedeligt øjeblik.

Med idéforladte fusere som The 5th Wave og The Giver har young adult-genren i nyere tid været under pres. Men The Darkest Minds virker forfriskende, fordi den ikke tager sig selv gravalvorligt, men alligevel formår at vise det spirende venskab mellem de fire teenagere.

Mod slutningen taber filmen højde, da man åbenbart finder det nødvendigt at sætte scenen for et mere omfattende univers, der kan danne grobund for potentielle efterfølgere.

Til gengæld er præsentationen af den vidunderligt slibrige skurk en fornøjelse. Ligesom Ruby er der tale om en orangekodet mutant, og det giver filmen dramatisk pondus, at mutanten truer med at forme hende til sin egen nikkedukke.

”Det er okay. Jeg fjerner bare dit minde,” siger han slesk, da han inviterer hende ud og prøver at voldtage hende.

Det giver associationer til Killgrave fra Jessica Jones, en anden fantastisk væmmelig skurk, som kan manipulere folk til at følge sit mindste vink. Det skaber samtidig en fascinerende kontrast til Ruby selv, som må konfrontere sin egen brug af sine voldsomme kræfter.

Selv den obligatoriske, spirende romance mellem Ruby og Liam fungerer. Skuespillerne Amandla Stenberg og Harris Dickinson har en akavet kemi, og instruktøren behandler romancen med en sukkersødme, der uvilkårligt får én til at trække på smilebåndet.

Og da de nyforelskede til en hed sommerfest sammenligner deres forelskelse med Harry og Ginnys fra Harry Potter, kan man godt følge dem.