Danefæ

Bortset fra den flamboyante serie om Indiana Jones er arkæologer ikke det stof, spektakulære film er lavet af. Det er jo gerne lidt nørdede typer, som graver omstændeligt i jorden med en teske efter gamle sager og falder i svime over en bukseknap fra bronzealderen eller et hårspænde fra hedenold.

Mens andre kan have flyvske tanker om fortidens fortræffeligheder, holder arkæologer sig bogstaveligt nede på jorden. De er forskere, ikke fortolkere, og er netop ikke påtrængende larmende med deres fund.

Det gælder også ægteparret og kollegerne Ester og Michael i TV 2-serien Danefæ, der er instrueret afislandsk-danske Dagur Kári (Hygge!, Virgin Mountain). Hun arbejder på Vikingemuseet Ladby tæt på Kerteminde, han er direktør på Nationalmuseet inde i København. Et lykkeligt ægtepar med samme interesse for at grave fortiden op.

Da vi møder dem i første afsnit, fejrer de sølvbryllup, omgivet fra morgenstunden af familie og venner – heriblandt to voksne børn, der tilsyneladende er godt på vej i livet. Alt synes fredeligt og harmonisk. Men under overfladen lurer både danefæ i jorden og ugler i mosen.

Begge har søgt penge til forskning. Hun til at se på hverdagen i vikingetiden, han på at gøre en grandios udstilling om Harald Blåtand endnu større.

Så der går skår i sølvbryllupsmiddagen, da Ester opdager, at hendes mand har fået fondspengene. Hans alibi for at snuppe dem er umiddelbart politisk. Kulturministeren ønsker Blåtand-udstillingen til at være et stort nationalt tilløbsstykke.

Men samtidig er der et fund tæt på Ladby, som på forunderlig vis vokser og bliver til en milepæl. Først bliver et vikingelig fundet, dernæst et andet, og dette kan være skelsættende for vor opfattelse af vikingtiden.

Danefæ – skrevet af Lars K. Andersen og Per Daumiller – skal spontant roses for at vove at fortælle en større historie end blot den højere danske middelklasses livstilstrakasserier. Hvem der ligger i graven, som langsomt afdækkes og afslører hemmeligheder fra fortidens Dannevang, holdes hele tiden i spil som en drivkraft i fortællingens plot.

Andre aspekter kommer frem undervejs.

Ester fik aldrig gjort sin ph.d. færdig, fordi hun skulle have barn nummer to med Michael. Han var i øvrigt hendes vejleder, da de indledte forholdet.

Så er der et sidespring, som kommer ind på handlingens hovedspor, da alt spidser til og vikingetidens sammenhæng bliver til et konfrontativt samspil mellem ægteparret.

Små skærmydsler vokser til store, katastrofale konflikter. Serien udvikler sig til et portræt af enerens kamp mod alle – båret af den stædighed og urokkelige vilje, der kendetegner den, som har set sandheden og nægter at give op uanset konsekvenserne.

Seriens største fascinationskraft skyldes først og fremmest Lene Maria Christensen. Hendes portræt af Ester udvikler sig – som Nora i Et dukkehjem – fra en tilsyneladende enfoldig kvinde til et menneske, der gennem erkendelse træder i karakter og genvinder sin egen autoritet.

Anders W. Berthelsen er ikke dårlig som hendes mand, der inde bag jakke og vest er både en latent mandschauvinist og obsternasig hidsigprop. Måske er deres konflikt sat lidt klodset op med tråde til et politisk magtspil, men det fungerer.

Stabile Jakob Cedergren er den blide mand fra fortiden. Sara Fanta Traore er Esters solidariske kollega og støtte midt i trængslerne om faglighed og forskning.

Serien er til tider noget overlækker i sit design. Ægteparret bor i et stort, stråtækt hus, og de pendler let og lydefri mellem hovedstaden og deres fynske idyl.

Signifikant kører Ester i en fornuftig Volvo, Michael i en fyrig Ford Mustang. Og da han forærer hende en grøn, småfræk kjole, foretrækker hun en simpel, blå sag, der ligner noget fra Egtvedpigens garderobe.

Uanset om man interesserer sig for, hvor gammel Gorm den Gamle blev, eller hvor blå Harald Blåtands tand egentlig var, er Danefæ en underholdende serie om, hvordan fortidens fund i jorden bliver til nutidige konflikter bag hjemmets fire vægge.