Coco

Miguel Rivera vil bare gerne spille musik. Han drømmer om at synge og spille guitar på de store scener ligesom sit idol Ernesto de la Cruz, en feteret smørtenor og en rigtig flødebolle. Desværre for den tolvårige knægt er al sang og guitarspil bandlyst af familien. Han må ikke engang fløjte!

Der hviler nemlig et musikalsk traume over den lille skomagerfamilie. Miguels tiptipoldefar forlod sin kone og datter for at jage musikerkarrieren, og lige siden har familien møjsommeligt sømmet skosåler uden musik til arbejdet.

Da Miguels musikhadende bedstemor opdager – og ødelægger – hans hjemmelavede guitar, må han ”låne” én fra sit idols grav for at deltage i talentkonkurrencen på selveste Día de Muertos: den ene nat i året, hvor de døde kan krydse over til de levendes verden for at besøge deres efterladte.

Men man skal ikke stjæle fra de døde, og pludselig befinder Miguel sig på den forkerte side af det hinsides og må kæmpe for at nå hjem, inden solen står op.

Plottet i Coco er snørklet og komplekst. Ja, næsten overlæsset med sjove detaljer og drejninger, men samtidig en typisk Pixar-fortælling om familie og traditioner, om at tro på sig selv og turde følge sine drømme.

Og så er det en film, der med stort vovemod tager livtag med et af de mest tabuiserede emner i børnekulturen: døden.

Coco fortæller om at miste og om at sørge på en oprigtig og jordnær måde, der undgår det sentimentale. Efter en indledning, der i én stor mundfuld introducerer hele fem generationer af Rivera-familien, lader filmen død og liv væve sig helt eksplicit ind i hinanden.

Ligesom Tim Burtons sorgmuntre Corpse Bride og den farverige The Book of Life bliver historien først rigtigt vækket til live, da handlingen bevæger sig ind i de dødes verden, hvor alt og alle hurtigt viser sig at være anderledes, end man skulle tro.

Coco, der er æstetisk inspireret af Día de Muertos, er et overflødighedshorn af mexicansk folklore, fra guitarklimprende mariachis og de regnbuefarvede fantasivæsner alebrijes til bugnende ofrendas, familiealtre med billeder af afdøde slægtninge.

Det hele træder lyslevende frem i vidunderligt spraglede farver og springer ud af skærmen, helt uden brug af 3D.

Også soundtracket er sprællevende, og nykomponerede numre som Remember Me og Un Poco Loco er fængende ørehængere.

I det skeletbefolkede hinsides, en luksuøs blanding af Belle Époque-Paris og Golden Age-Hollywood, møder Miguel alle sine afdøde forfædre, og deres uafsluttede dramaer fra dengang, de var i live, sætter virkelig fut i fejemøget.

Det er disse brogede bifigurer, der gør filmen livlig, når de sammen med Miguel må ty til musikken for at snige sig ind til Ernestos eksklusive fest i det luksuøse palæ, hvor han lever som dødsrigets superstar.

Det er faktisk en skam, at Coco ikke er realiseret som en musical. For filmen er mest sig selv, når musikken spiller, og det hele kulminerer i den sidste store konflikt, der udspiller sig i et svingende og velorkestreret sangnummer foran tusinder af hujende skeletpublikummer.

Der er ikke megen ærbødighed over for de døde – Pixar-veteranen Lee Unkrich og hans hold satser på maksimal udnyttelse af knoglerelateret sjov. De leverer et par skarpe jokes, men desværre udvander de det komiske potentiale ved et overforbrug af raslende skeletgags og tabte kranier. Og det bærende element i filmens visuelle komik ender som en irriterende distraktion.

Der var engang, hvor enhver ny Pixar-film var en begivenhed. Sådan er det ikke længere. Originale fortællinger er nu snarere undtagelsen end reglen, med Biler 2 som grelt lavpunkt.

Heldigvis er Coco en visuelt overdådig film, nærmest et comeback for selskabet, der uhøjtideligt og uden omsvøb fejrer døden som en naturlig del af livet.