Chief of War

Det er tydeligt, at den nye Apple TV+-serie Chief of War er et regulært passionsprojekt for Jason Momoa. Han spiller ikke blot hovedrollen, han har også været med til at instruere og er medforfatter på samtlige ni afsnit.

Den hawaiianske skuespiller fik sit gennembrud i rollen som den barbariske hestefyrste Khal Drogo i Game of Thrones, og på overfladen er sammenligningerne med denne serie også oplagte. Fra den lidt generisk fantasy-klingende titel og den geografisk overflyvende introsekvens til plottet med rivaliserende kongeriger og blodige slag.

Men Chief of War er heldigvis også meget mere end en formmæssig imitation. Det er et historisk drama, der omhandler begivenhederne op mod Hawaiis forening i overgangen til det 19. århundrede. Det var en tid, hvor de fire øriger regeredes af hver sin konge, der hyppigt bekrigede hinanden, mens den forestående trussel om vestlig kolonisering rykkede stadigt nærmere.

For historieinteresserede er det rent guf.

Her er det derimod en fortælling fra en tid og et sted, der sjældent er blevet belyst. Og så er det hele filmet med et ordentligt budget, en drønflot billedside og autentiske kulisser og kostumer.

Det giver et levende indblik i en næsten svunden kultur. Det er her, seriens største styrke ligger – i skildringen af de polynesiske folkeslag med deres gudebilleder, farverige fjerdragter og rituelle slædeløb på vulkanskrænterne. Og det foregår næsten alt sammen på det hawaiianske sprog – et valg, der sammen med de bare kroppe og brutale kampscener giver mindelser om Mel Gibsons mayanske overlevelsesdrama Apocalypto fra 2006.

Serien følger Jason Momoa i rollen som krigerhøvdingen Ka’iana, der i starten af historien er deserteret fra sin konges hær for at leve et fredeligt liv med familien på naboøen.

Men han hvirvles hurtigt ind i sin konges krigsambitioner igen og ender efter endnu et personligt oprør på et vestligt skib. Da han vender tilbage til øerne, er han blevet en berejst mand med forudsætninger for både at navigere i øernes interne krige og de udefrakommende trusler.

På rollelisten er også Temuera Morrison, som er kendt fra rollerne som Jango og Boba Fett i Star Wars-universet. Han spiller den erobringsgale kong Kahekili, som er tatoveret fra top til tå på den ene side af kroppen og rejser et tårnhøjt alter af sine besejrede fjenders knogler.

Morrison spiller godt, om end hans ærgerrige skurkeperson ikke er særligt subtilt skrevet.

Det er i det hele taget symptomatisk for flere af karaktertegningerne, at der mangler dybde. Mange i seriens persongalleri er for let afkodelige, når de introduceres. Førstehåndsindtrykket er som regel det rigtige, og det er ærgerligt, for det giver en vis forudsigelighed i konflikternes gang.

Et andet irritationsmoment er, da de hawaiianske personer halvvejs begynder at slå over i engelsk – et sprog, de har lært af sømanden John Young, som er blevet efterladt af et af de første vestlige skibe på øerne siden kaptajn Cook.

Sprogbruget giver selvfølgelig mening i scenerne, hvor de kommunikerer med de hvide fremmede, men når de også begynder at tale det internt, virker det som et underligt kompromis til ære for et engelsktalende publikum, der ikke er lige så vant med undertekster som på vores breddegrader.

Ud over de par skønhedsfejl og mangler er det medrivende underholdning med et interessant og autentisk kulturportræt som omdrejningspunktet. Slutningen lægger op til flere sæsoner, og man kan håbe, forfatterne fremover vil give mere plads til nuancerede personskildringer, som jo er noget af det, serieformatet er bedst til.

Men ikke mindst fornemmer man et stort potentiale til flere lignende serier fra periferien af historiepensum. Mere af den slags, tak!