Vaiana 2

Disney-film har altid haft en dårlig vane med at interessere sig frustrerende lidt for de eksotiske rammer, deres eventyr foregår i. Fra Aladdin til Mulan udgør den lokale kultur primært kulørt kulisse med dertilhørende sjove hatte, mens en meget amerikansk historie udspiller sig.

Moana fra 2016 var den et friskt pust.

Filmen, der på grund af rettighedskomplikationer hedder Vaiana i Europa, er amerikansk ind til benet. Men den lykkes med rent faktisk at inkorporere det antikke, polynesiske samfund i fortællingen.

Lige så befriende er det, at den titulære høvdingedatter blev frigjort fra den faste formel, hvor en blid ægtemand med hagekløft er Disney-prinsessernes primære mål i tilværelsen.

Faktisk er Vaiana slet ikke en prinsesse, selv om mange tror det, som halvguden Maui meta-agtigt bemærker i Vaiana 2.

Den nye film er en værdig opfølger, i hvert fald når det kommer til dyrkelsen af polynesisk kultur. Hele fortællingen tager udgangspunkt i det, der mere end noget andet kendetegner de mange små stillehavssamfund. Nemlig isolation.

Vaiana bliver udnævnt som samfundets overhøvding og får et syn fra guderne om, at deres folk vil uddø, hvis de ikke får kontakt til andre mennesker.

En svær bestilling, når man bor hundredvis af sømil fra nærmeste homo sapiens og må nøjes med teknologien, der var til rådighed for cirka 2000 år siden.

Man må gå ud fra, at guderne har en potentiel hungersnød i tankerne, så det er en god idé for Vaiana at skaffe sig adgang til andre folkeslags madforsyninger. I denne omgang er det vist bare andre ø-folk, der skal findes. Som moderne menneske er det dog svært ikke at tænke på de koloni-liderlige europæere, som stammen uundgåeligt vil støde på om små 1700 år.

Det er Vaiana heldigvis lykkeligt udvidende om, og hun drager afsted på et dybt underholdende eventyr sammen med en farverig besætning.

Der er en blød muskelmand, som især bidrager med komisk velanimeret mimik, en bad ass, stum kokosnøddekriger, en gammel, vandskræk bondemand og en bådebygger, der 2000 år senere ville være diagnosticeret med adhd.

Især bådebyggeren er en fornøjelse med hendes konstante ombygninger af kanoen, og i det hele taget får filmen utroligt meget ud af den antikke båd.

Vaiana kaster sig rundt blandt tovene og styrer kanoen på en vidunderligt ekvilibristisk, men troværdig måde, der gør formidlingen af polynesisk skibsteknologi til en leg.

Selve historien bærer præg af, at filmen oprindelig var tænkt som en Disney+-serie og siden er strammet op til en spillefilm.

Der er tydeligvis brugt en hel del tid på at slibe kanterne i handlingsforløbet, men det forbliver alligevel noget klumpedumpet. Til tider lader fortællingen til at glide fremad mere af pligt end af lyst, og især mod slutningen bliver sløjferne bundet lidt for brutalt.

Sangene er også langt fra lige så fængende som i etteren. Man kan sige meget om Lin-Manuel Miranda, der komponerede hits til den første film, men hans stil er i hvert fald distinkt.

I den nye film præsterer Mark Mancina og Opetaia Foaʻi – der komponerede sange til etteren sammen med Miranda – et funktionelt soundtrack uden megen personlighed.

De ellers dygtige danske stemmer kløjes i lyrikken, når der skrues op for tempoet, og i en lynhurtig rap-sekvens er det svært at tyde mere end hvert tiende ord.

Dramaet når heller ikke samme højder som de bedste Disney-film, og den klimatiske kamp med en stormgud for at krydse havet byder ikke på den store spænding.

Alligevel er Vaiana 2 bestemt et kig værd for de charmerende figurer, den umådeligt lækre animation – som må forventes af et flagskibsværk fra Disney – og den velsmurte, visuelle humor.

Selv om Disney selvfølgelig kun rider med på tidens politiske strømme for pengenes skyld, er det fedt, at en Disney-prinsesse anno 2024 er en selvsikker skibskaptajn uden den mindste interesse i mænd som andet end mandskab.