Caught Stealing

Hank Thompson er en falleret og alkoholiseret bartender i New Yorks Lower East Village. Han var engang en lovende baseballspiller, men med øller i bilen stødte han ind i et træ og fik kvæstet sit knæ, mens hans ven blev dræbt.

Så nu har han sin fremtid som fortid. Dog er han en munter fyr med en smuk kæreste samt et ødipalt og ømt forhold til sin mor, som han ringer til hver dag. Begge følger nemlig med i amerikansk baseball her i 1998.

Så spørger naboen, en britisk punker med mohawk, om Hank ikke vil passe hans kat, mens han besøger sin døende far i London.

Det gør Hank, og snart er fanden løs i Laksegade. Et par russiske gangstere møder op og banker Hank til lirekassemand med en ødelagt nyre. Politiet ankommer i form af en politikvinde, som fortæller Hank, at hans nabolag er styret af forskellige mafiaer, der slås om territoriet.

Så er vi et kvarter inde i Darren Aronofskys Caught Stealing, en sort krimikomedie og i bund og grund b-film med toner af slumromantik og urban (sur)realisme.

Det er sådan set Aronofskys vanlige verden som tema-orienteret auteur (Requiem for a Dream), hvor han filmisk gerne overskrider sandsynlighedens grænser for at skabe visuelle vinkler med visionære effekter. I den fortløbende labyrint snyder alle hinanden undtagen den sympatiske person, der ikke snyder nogen som helst, men til gengæld hurtigt bliver skudt.

Filmens gimmick, som sætter plottet i gang med fart og tempo og ikke mindst action, er skjulte penge fra lyssky transaktioner. Og katten, som Hank skulle passe, og som kan mere end miave og spinde.

Man kan ikke gengive handlingen ret langt ind i filmen uden at ødelægge drejningerne i den veritable rutsjebanetur, hvor man aldrig ved, hvad der sker rundt om næste hjørne.

Stilen er tidlig Tarantino og nærmest en pastiche på hans postmoderne gehalt – både med alvorens voldsomhed og det at slå på tæven med et smil på læben.

Men hvor Tarantions bedste film – mesterværket Pulp Fiction og også Kill Bill – har en balance i forholdet mellem det absurd voldelige og det grotesk morsomme, er denne balance ikke helt i passer i Caught Stealing. Som om filmen gerne vil være en dyster film noir og samtidig den elegante menneskejagt a la Hitchcock.

Det sidste bliver den aldrig, og dertil er filmen desuden for blodig og brutal, langt mere overrealistisk morbid end kæk munterhed tintet af galgenhumor.

Især mod slutningen, hvor der skal sættes låg på plottets mange buldrende gryder i kog, udtoner handlingen mere hæsblæsende og larmende end logisk og harmonisk, mere fantastisk end forløsende. Mod slutningen slipper filmen enhver form for realistisk rationalitet.

Ud over at man altid skal spænde sit sikkerhedsbælte i bilen. Men bliv endelig selv siddende i biografsædet, til rulleteksterne er slut!

Austin Butler er slet ikke så ringe som ungersvenden Hank, der rejser sig op selv efter de værste kvæstelser. Zoë Kravitz er sødmefuldt charmerende som hans kæreste, som vil have ham på ret køl, væk fra bøse fyre og bomstærke drinks.

Regina King er politikvinden, der er slammet som en kloakrotte, men kontant som en hæveautomat. I det hele taget er der mange skuespillere, som både har moret sig selv og morer os.

Liev Schreiber og Vincent d’Onofrio er herlige som to storskæggede jøder i sort hat og habit, hensynsløse mordere, der hidsigt skyder folk døde, mens de taler jiddisch. Især med deres meget jødiske mor, spillet sinistert af Carol Kane med et smil, som både signalerer en slanges listighed og en mors overbærenhed.

Caught Stealing er ikke helt vellykket med sin ubalance i plottets mentalitet, men alligevel tak for kaffe, blødt brød og blodpølse.