The Whale

Vi hører Brendan Frasers Charlie, før vi ser ham. Han underviser en flok litteraturstuderende online og er den eneste, hvis kamera er slukket. Han er et sort rektangel på skærmen, men lyder venlig, klog og velformuleret.

Kort sagt, en god lærer.

Første gang vi ser Charlie, oplever vi en grotesk overvægtig mand, der onanerer så desperat til homo-porno på sin computer, at han er tæt på at få et hjertestop.

Et sølle syn.

Charlie er en mand i opløsning. Han vejer omkring 300 kilo, kan kun gå med hjælp fra et gangstativ og lever fuldstændigt isoleret i sin rodede lejlighed. Hans eneste faste menneskelige kontakt er sygeplejersken og veninden Liz, der tager sig af ham.

Hvorfor er Charlie blevet så monstrøst overvægtig? Hvorfor propper han sig med mad på en måde, som mere ligner langsomt selvmord end trøst?

The Whale er af tykaktivister – heriblandt Ida Rud i Ekko #93 – blevet udskældt for at dehumanisere og stigmatisere tykke mennesker. I hvert fald anvender den på typisk film-manér Charlies sygelige fedme som et billede på, at der er noget galt indeni.

Charlie er ødelagt af sorg, efter at hans store kærlighed, en yngre mandlig studerende, begik selvmord. Desuden har han et brændende ønske om at blive genforenet med sin teenagedatter, som han ikke har set i otte år, og som foragter ham, fordi han forlod hende og moren.

Det er klassisk melodrama, men med det visuelle twist, at hovedpersonen er en selvvalgt vanskabning. Vi ved dog fra starten, at Charlie er et godt menneske.

Her er castingen af Brendan Fraser – den flotte helt fra eventyrfilmserien The Mummy – helt afgørende. Fraser har altid været charmerende og let at holde af, og man har med det samme sympati for ham.

Filmen spiller på vores bevidsthed om, at der inde i Charlies enorme krop er et menneske, der engang var smukt. I Brendan Frasers tilfælde nærmest gudesmuk. At Fraser privat har haft et svært liv med sygdom, seksuelle overgreb og en nedadgående karriere, føjer bare endnu et lag sympati til oplevelsen.

Der er en blanding af freakshow og Hollywood-nostalgi over det, men det virker til filmens fordel.

Sådan brugte Aronofsky også Mickey Rourke i The Wrestler fra 2008. Rourke var også en tidligere smuk skuespiller, som nu spillede en nedbrudt mand med alle sine indre sår tegnet på kroppen. Slidte Mickey Rourke havde knap nok brug for makeup.

I The Whale spiller Brendan Fraser rollen i et skræmmende realistisk fat suit.

Handlingen foregår stort set kun i Charlies lejlighed, hvor de øvrige personer kommer ind, taler og går igen. Foruden veninden Liz er det Charlies datter Ellie, som han tilbyder penge for at tilbringe tid med ham, og den unge missionær Thomas, der ønsker at frelse Charlie.

Det er en mørk og klaustrofobisk film, som ikke prøver at skjule sit teaterophav, og det smalle 4:3-format understreger klaustrofobien. I mange scener fylder Fraser næsten billedet helt ud, og det er både uhyggeligt og kvælende.

Darren Aronofsky anvender alle sine virkemidler med stor dygtighed.

Det er hans faste fotograf, Matthew Libatique, der står for billederne. Scenografien er i top. Man kan næsten lugte Charlies rodede lejlighed. Rob Simonsens melankolske musik føles, som om den i næsten to timer bygger op til slutscenen.

Selv vejret uden for Charlies lejlighed kommer uventet til at spille en afgørende rolle for filmens konklusion.

The Whale er førsteklasses, rørstrømsk Oscar-madding om et ødelagt menneske, der øjner en sidste chance for at gøre noget godt i sit liv. En stærk tåreperser fortalt med mørk præcision.