Bones and All

De er unge. De er forelskede. De æder mennesker.

Skifter man bare ét ord ud i den berømte tagline til Bonnie og Clyde, rammer man Bones and All, italienske Luca Guadagninos brusende og lyriske kannibalromance.

For selv om filmen er tværet ind i størknet blod og halvgnaskede indvolde, er det de forelskede outlaws, der virkelig brænder igennem.

Ganske som Terrence Malicks Badlands tegner Bones and All et sigende miljøportræt, når den skildrer Reagan-æraens kolde skulder over for desperate skæbner på samfundets yderste rand.

De to forelskede kannibaler mødes i sølet, hvor overlevelse sker på en andens bekostning. De er bundet af kærlighed, men plaget af skyldfølelse som et livsvilkår.

Taylor Russell er magnetisk som den rådvilde, generte Maren, der finder sig selv i løbet af filmen. I åbningsscenen liver hun op, da en klassekammerat udviser interesse.

Om aftenen bryder hun sin fars strikse regler for at snige sig med til pigehygge og neglelakering, hvor hun i et fortroligt øjeblik kærtegner sin nye venindes finger og nærmest uden at tænke over det kommer den i munden. Og flår kødet af den med sine tænder!

Det er en forrygende scene, der vender på en tallerken fra teenagebanalitet til kvalmende, blodig alvor.

Marens far spilder ikke et sekund – det er tydeligvis ikke første gang, han har måttet skaffe dem ud af sådan en knibe. Men det bliver den sidste. Han efterlader et brev og et kassettebånd, hvor han udfylder alle de huller i hendes liv, hun indtil nu selv har fortrængt.

Det er en subtil måde at liste eksposition ind i historien.

Og det er her, hvor Maren står alene i verden, at filmen for alvor sætter i gear.

Årsagen til den kannibalisme, der fik hende til at fortære dele af sin babysitter som treårig, lader filmen stå hen i det gådefuldt uvisse. Men det står hurtigt klart, at hun ikke er alene om at hungre efter menneskekød.

Hendes møde med vagabonden Sully, gestaltet med frastødende sleskhed af Mark Rylance, er klamt på flere måder.

Sully er en enegænger så socialt forkrøblet af sine spisevaner, at han ligesom Gollum i Ringenes herre omtaler sig selv i tredje person. Han fik færten af Maren på lang afstand og inviterer hende til at dele et måltid: en pensionist, der ligger døden nær. Sully foretrækker selvdødt kød, og han tillægger tydeligvis middagsinvitationen mere vægt end hende.

Så Maren stoler på sine egne instinkter og stikker af, mens Sully slår mave.

Men mødet har vækket Marens lugtesans, og hun får næsten øjeblikkeligt færten af Lee, spillet af en afpillet, androgyn Timothée Chalamet. Han er smuk og farlig, men gengælder ikke hendes spirende følelser lige med det samme. I stjålne biler kører de gennem udkørte industristater for at finde den mor, Maren altid har troet, var død.

Guadagnino demonstrerede allerede i I Am Love, at han har en sjælden evne til at indfange den erotiske spænding mellem elskende som lyn i en flaske. Og energien mellem Maren og Lee slår gnister, når de finder hinanden i solnedgangslyset, to fortabte sjæle i en kærlighedsfortælling på lånt tid.

Instruktøren får alle hjerter til at svulme ved at fokusere mere på længsel end på lemlæstelse. Dermed ikke sagt, at Bones and All holder sig tilbage fra chokerende horror.

I Guadagninos solbadede, bittersøde Call Me By Your Name spiller Michael Stuhlbarg faren, der trøster Timothée Chalamets unge hovedperson med kloge ord om at give sig hen til kærlighed og hjertesorg. I Bones and All skræmmer han publikum fra vid og sans som den grusomme kannibal Jake, der ufortrødent giver efter for sin sult.

Han repræsenterer monstret, der lurer i de unge elskende, mens Marens mor repræsenterer et håb om, at deres liv kan gå i en anden retning. For Maren og Lee er på hjerteskærende vis både rovdyr og ofre.