Blodets bånd

Christina er den yngste af Svends seksten børn. Hun vil gerne vide, hvorfor hun som lille blev tvangsfjernet sammen med sine tre søskende. Men Svend og mor Gitte – som er ved at blive skilt efter 28 års samliv – har ingen forklaringer. Svend siger noget om ”en satans kælling, Gittes søsters tøs, som var blevet pædagog og indberettede dem til kommunen”, det er alt. Hvad forældrene blev indberettet for – vold, druk og svigt af børnene – benægter de. De kan i hvert fald ikke huske det.

Men så søger Svend aktindsigt og modtager en hel papkasse fyldt med papirer. Og langsomt oprulles historien om en familie, der går helt i opløsning. Et familieliv præget af druk, kaos, vold og misrøgt er ikke for meget sagt, og papirbjerget fra de sociale myndigheder indeholder både indberetninger fra skoler, plejefamilier og socialrådgivere samt referater af samtaler og møder med de implicerede.

Den debuterende instruktør Pernille Bervald Jørgensen har gennem flere år fulgt familien på intimt hold med et kamera, og sammenklippet med stemningsmættede provinsbilleder og private fotos ser vi den dysfunktionelle families liv på godt og især ondt. Det hele er klippet sammen med en udtalt sans for rytme, pausering og dynamik til et medrivende og hårrejsende portræt, som psykologisk stikker markant dybere, end den udstillende og sensationsjagende socialpornografi, som tv er fuld af i disse år.

Familiens fælles fortælling er således, at tvangsfjernelsen var det største overgreb af dem alle. Men de sandheder, der graves frem, burde få alle advarselslamper til at lyse og sammenholdet til at knirke. Alligevel er netop samhørigheden filmens fokuspunkt, og i stedet for at blive et socialrealistisk freakshow skildres kærligheden i den ramte familie klart og tydeligt.

Når datteren for eksempel trøster sin far, fordi han er ked af, at han har behandlet hende som lort, er det ikke bare en udstilling af nogle stakler fastlåst i en mental spændetrøje, men også en klassisk konflikt og et kærlighedsparadoks i alle familier, hvor der har optrådt misbrug og svigt.

Filmens medvirkende virker ikke blufærdige. Midt i deres alt for påfaldende hukommelsestab om de sværeste øjeblikke i deres liv fremstår de forbløffende værdige og forholdsvis åbne om deres fejl og mangler, deres håb og sårbarhed.

Da Svend og Gitte i sin tid mødtes, var Gitte kun sytten år, og den noget ældre Svend var allerede dengang far til tolv børn. Hans historie, som vi får i små og bittesmå bidder, er tumultarisk og dramatisk og understreger bare filmens temaer: den tunge sociale arv, og hvordan man bryder den. Her er ingen svar, løsninger eller oplagte pointer. Til gengæld er der et indblik i et Danmark, som mange tror, de kender, men de færreste faktisk har set så tæt på.

Ligesom i sin Bodil-vindende debut, Testamentet, er medinstruktør Christian Sønderby Jepsen ude i den danske provins’ lavsociale yderkanter. Her er pæne parcelhuse, som bag den velfriserede facade rummer hårrejsende historier og fortvivlede skæbner, mennesker som kæmpende padler løs med en alt for tung ballast ombord.

Tilsat et kongenialt nedtonet, men dramatisk fortællende lydspor af stemmer, reallyde og diskret musik er resultatet uafrysteligt. Man skal ikke have mange bløde punkter eller særlig store skeletter i skabene for at føle sig ramt, når man ser Blodets bånd. Det er en fantastisk rå og rørende dokumentarfilm om det, vi lukker øjnene for, eller i bedste fald tror, at velfærdssamfundet kan tackle. Og det er lykkedes at snige en stille og universel poesi og følelsesmæssig varme ind i et kuldslået socialrealistisk dokument.

Dét er en kraftpræstation, som hæver filmen op i mesterklassen.