Black Rabbit

Når gangsterfilmen er bedst, er den som en græsk tragedie: gennemsyret af uafvendelig skæbne, fatal fremdrift og en absurd afgrund. Ikke kun når kuppet mislykkes, som hos genrens mestre – John Huston, Jules Dassin, Jean-Pierre Melville, Michael Mann, John Woo og Quentin Tarantino – men også som tilværelsens grundtone.

Som det gustne lod Michael Corleone tildeles i Francis Ford Coppolas mesterværk The Godfather, synkront med at broder er broder værst. Abel og Kain, made in USA, dengang som nu.

Det er hovedtemaet i Netflix’ flot opsatte og korpulente ramasjang, den kækt iscenesatte og konstant underholdende Black Rabbit.

Folk dør, og et opgør ulmer.

Herefter spoler serien tilbage i tid – en retrospektiv fortælleteknik, der efterhånden er blevet en kliché i serieformatet. Først et dramatisk anslag som ouverture, derpå den baglæns rejse gennem tematiske sætstykker og mellemregninger, som gradvist fletter sig sammen til seriens samlede handlingstråde.

Black Rabbit – opkaldt efter handlingens centrale etablissement – fortæller om to brødre, hvis livsbaner både krydser og kolliderer. Først til allersidst, og lidt for sent, forenes de i et fællesskab omkring fortidens gru.

Storebror Vince er en småpsykopatisk klodsmajor med en voldsom hang til spil, sprut og stoffer. Alt, hvad han rører ved, går grueligt galt. På et tidspunkt kalder han sig selv for ”en omvandrende kræftknude”.

Lillebror Jake er derimod en succesfuld restauratør med ambitioner om at udvide sit kulinariske imperium. Han er både charmerende womanizer, sofistikeret selskabsløve og afslappet levemand – en mand, der glider ubesværet gennem det moderne storbyliv.

Men storebroren styrter som en kriminel komet ned i Jakes nøje planlagte drømme om social opstigning i New Yorks mondæne selskabsliv. Vince har slået en mand ihjel i Californien og skylder store summer til berygtede lånehajer i New York – mænd, der ikke viger tilbage for hverken vold, mord eller hærværk.

Begge brødre har børn, som naturligvis bliver truet på livet af de håndgangne mænd, der arbejder for en stum, men isnende effektiv mafiaboss.

Spørgsmålet bliver derfor, hvordan man bevarer æren – og livet – i en blodig labyrint, der i virkeligheden fører helt tilbage til barndommen.

Det er sådan set både en original og klassisk intrige: mænd i et skæbnesvangert samspil. Men Black Rabbit er overlæsset med andre temaer ligesom et overbelagt flæskestegssmørrebrød med alt fra asie og sveske til rødkål og appelsinskive.

Måske er det seriens længde, der gør, at vi også får historier om voldtægt, bedrageri, utroskab og alskens andre mere eller mindre intime trakasserier. Det er synd for den røde cirkel omkring de to brødre. Noir-noter glimter, men pakkes ofte ind i for mange sidespring.

Produktdesignet gør New York til en fascinerende hovedrolle, og seriens sans for glamour og stedskabende detaljer savner bestemt ikke noget.

Jude Law er på hjemmebane som den charmerende Karl Smart, Jake, der alligevel ikke ligger helt lunt i svinget. Endnu bedre er Jason Bateman som Vince, den skæbnebelagte kvajpande, der gradvist fremstår som en tragisk antihelt.

Amaka Okafor er glimrende som mesterkokken Roxie, der bare vil lave god mad, men som selv bliver indviklet i rævekager og gustne intriger.

Ja, der er virkelig meget på spil i seriens spil om magt og manipulation, som både vil være et kuldslået kammerspil med rødder i asfaltjunglen og et mondænt slægtsdrama i det spektakulære mainstreamspor.