Blå bog for evigt

”Jeg tror, din støvsugerpose er fuld. Og du bliver selv nødt til at tømme den.”

Dette livsmantra deler klassens mobbeoffer i ramme alvor med klassens dronning.

De er til reunion ti år efter, de fik studenterhuer på. Arrangementet afholdes på en lille ø. Da færgen retur går på grund, tvinges seks af de gamle klassekammerater til at være sammen på ubestemt tid.

Gisp!

Dette er konceptet for TV 2-serien Blå bog for evigt.

Den er skrevet af skuespiller og manuskriptforfatter Claes Quaade – kendt fra Sjit Happens, hvor han spiller den lidt sære og kejtede Emil – og Nikolaj Feifer. 

De to afsnit, som anmeldelsen er baseret på, foregår i en kæmpe villa, hvor de tidligere klassekammerater genser hinanden og fester. Serien består af fem afsnit.

Vi følger den grå mus My (Nouha Albrecht), der sukker efter Theis (Christopher Læssø). Han plejede at være den populære dreng i klassen. Nu er han aspirerende komiker på tiende år og typen, der desperat hænger fast i gymnasieårene.

Men i virkeligheden er hverken My eller Theis særligt interessante. De er svære at identificere sig med, fordi de mest bare er lidt irriterende. Hvor det fungerer i serier som amerikanske Girls og danske Limboland, holder det ikke på samme måde i Blå bog for evigt.

Mobbeofferet Konrad – der spilles med komisk overskud af Jesper Ole Feit Andersen (29, Retfærdighedes ryttere) – er derimod en spændende person. Han veksler mellem at agere selvhjælpsguru og forsøge at hævne sig på Theis, som i sin tid ydmygede Konrad foran hele gymnasieårgangen.

Der er masser af komisk gods i de traumer, som Konrad tydeligvis bærer rundt på. Det er tragikomisk at se ham forsøge at give Theis en lærestreg – og fejle. For derefter at hjælpe kontrolfreaken Josefine (Josefine Tvermoes) med at finde indre ro ved hjælp af pinlig grineterapi. Noget, han tydeligvis selv kunne have godt af.

Ligeledes brillerer Sofie Jo Kaufmanas, der tidligere har vist sit komiske talent i webserien De kongelige statuer. Nu spiller hun småbørnsmoren Ida, der benytter gensynet med gymklassen til at genfinde sin identitet som partypige.

Det er en fornøjelse at se hende naturtisse og vrisse af sin hjælpeløse mand over Facetime. Og det er svært at holde masken, når hun forsøger at udtale stracciatella i en flygtig samtale.

Det er i sådanne øjeblikke, at serien fungerer bedst. Når den giver sig tid til at dvæle ved banale samtaler og kiksede detaljer.

Det kammer derimod over for Quaade og co., når der for anden gang er én, som i løbet af de to afsnit brækker sig. Hvor det fungerer første gang, virker det for nemt at gentage. Som om opkast er en punchline i sig selv.

Som ungdomsserie skiller Blå bog for evigt sig ud med sin håndholdte og grynede hjemmevideo-æstetik. Den ligner simpelthen Thomas Vinterbergs mesterværk Festen.

Det skal man lige vænne sig til.

I starten kan det virke lidt krukket, men den bagudskuende æstetik giver god mening som en måde at vise, hvordan karaktererne falder tilbage i deres vante roller i gensynet med hinanden.

De fastholder sig selv og hinanden i fortiden.

Og når først man har indstillet sig på den håndholdte kameraføring, er det forfriskende at se en dansk ungdomsserie, der tør satse på et så markant visuelt udtryk.

Man kan have sine tvivl om, hvorvidt det holder at spærre gym-klassen inde i villaen i hele fem afsnit. Forhåbentlig får vennerne lov til at vove sig ud af villaen i løbet af seriens sidste tre afsnit.