Ben Is Back

Det er juletid. 

Børnene øver krybbespil i den lokale kirke. På forreste række sidder den stolte mor Holly (Julia Roberts) og ser sine børn agere får, engel og sanger. Det er sand familieidyl. 

På vej hjem gennem snelandskabet til deres forstadshjem taler familien om julen og gaverne. Men som de kører op mod huset, ser de Hollys ældste søn Ben (Lucas Hedges) stå og vente. 

Idyllen er væk. Ben er tilbage – tilbage fra afvænning. 

Ben Is Back kommer i kølvandet på Felix van Groeningens hjerteskærende Beautiful Boy, som handler om en fars kamp for at redde sin søn fra narkoens kløer. Denne gang er det en mors kamp, der skildres. 

Instruktøren Peter Hedges (der er far til Lucas Hedges) har efter eget udsagn haft misbrug tæt inde på livet. Desværre fornemmer man aldrig den visdom, Hedges må have opnået gennem sin personlige erfaring. 

Efter at være blevet tvunget på afvænning er nittenårige Ben uanmeldt vendt tilbage efter seks måneder. 

Holly er glad og begejstret, men resten af familiens medlemmer er skeptiske. De husker, hvordan tidligere juledage er blevet ødelagt. Især søsteren Ivy (Kathryn Newton) og Hollys nye mand Neal (Courtney Vance) frygter konsekvenserne ved Bens tilstedeværelse.

Men han får lov at blive. Piller skjules. Smykker gemmes væk. Og betingelsen er, at han skal overvåges konstant og tage en narkotest.

Ben Is Back giver et indblik i en mors ubetingede kærlighed til sit barn og hendes forsøg på at redde ham. Da Ben skal tage narkotesten ved at tisse i en kop, kræver hun at overvære det.

”Det er ydmygende, mor,” fortæller han hende. ”Nej, det er kærlighed,” svarer hun.

Der er fine skuespilpræstationer hele vejen rundt. Stjerneskuddet Lucas Hedges, kendt fra Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, Lady Bird og Manchester by the Sea, er overbevisende som den forpinte dreng med stor skyldfølelse.

Men det er Julia Roberts’ præstation som fortvivlet og bekymret mor, der virkelig gør indtryk. Hun svinger mellem glæde, sorg, vrede og fortvivlelse i kampen for at forhindre sønnens tilbagefald. 

Efter familien har været i kirke juleaften, hvor en knust Ben må forholde sig til fortiden, kører de tilbage til huset. De er samlet igen – og håbet om Bens bedring spirer. Men da de kommer hjem, er huset blevet endevendt, og hunden er væk. 

Alle bebrejder Ben. Her bliver det tydeligt, at han aldrig får den tillid, han så hårdt har brug for. Han beslutter sig derfor sammen med sin mor for at lede efter hunden. 

Men det er også her, filmen mister sit ellers fine udgangspunkt: en fortælling om, hvordan misbrug ødelægger og splitter familier. Ben Is Back udvikler sig til en overfladisk spændingsfilm, hvor man kun er nysgerrig på, om han overlever eller ej – og om de mon får hunden tilbage.

Alt er ellers gjort klart til et intenst og klaustrofobisk indblik i familiens relationer og de uforløste følelser, der er imellem dem. En lignende film som Jonathan Demmes Rachel Getting Married er fuld af det, der mangler i Ben Is Back. Den har nemlig en fortælling, der tør undersøge relationerne, og hvilken voldsom effekt misbruget har på den familie.

Det virker mere, som om Peter Hedges flygter fra det, der gør ondt.

Han begraver muligheden for virkelig at tage noget lærerigt ud af fortællingen om misbrug og fortaber sig i melodramaet. Jovist handler det om at kæmpe for dem, man har kær, men det ændrer ikke ved, at man sidder uforløst tilbage.

Og det kan hverken Julia Roberts’ tårer eller skønne smil ændre på.