Batman: The Killing Joke

I 1988 sendte tegneseriegiganten DC Comics en 46-sider lang Batman-historie på gaden: The Killing Joke, skrevet af legendariske Alan Moore (Watchmen) og tegnet af Brian Bolland (Judge Dredd).

Bogen blev en succes og gav inspiration til både Tim Burtons Batman og Heath Ledgers portrættering af Jokeren i The Dark Knight. Men sideløbende med en stor fanskare har bogen også fået mange kritikere.

Historien, der fletter Jokerens forsøg på at nedbryde politichef Gordon sammen med en genfortælling af superskurkens oprindelseshistorie, er blevet kaldt misogyn og voldsfetichistisk. Det skyldes behandlingen af Barbara Gordon, alias Batgirl, der i fortællingens anslag bliver skudt og (måske) voldtaget af Jokeren.

Det er med andre ord en kontroversiel historie som instruktør Sam Liu, der har stået bag en lang række Batman- og Justice League-tegnefilm, nu har kastet sig over. Og resultatet er også kontroversielt – ikke så meget på grund af vold og eventuelt kvindehad, men som følge de tilføjelser, der er lavet til Alan Moores historie.

En god del af filmens 76 minutter forløber som en tro fortolkning af tegneserien.

The Killing Joke udforsker forholdet mellem Batman (Kevin Conroy) og hans ærkefjende Jokeren (Mark Hamil), der sætter sin hidtil mest sadistiske plan i værk. Jokeren vil bevise, at enhver kan blive lige så gal som ham under bestemte omstændigheder. Og som ofre har han udset sig to af Batmans nærmeste venner og allierede, Jim Gordon (Ray Wise) og hans datter Barbara (Tara Strong), der altså samtidig er Batgirl.

Desværre skal man en halv time ind i filmen, før handlingen fra The Killing Joke-albummet går i gang. Det første lange stykke, der udspiller sig som en kærlighedsaffære mellem Batman og Batgirl, virker malplaceret og påklistret. Prologen bliver aldrig rigtigt kædet sammen med den øvrige historie og ligner mest et påskud for at forlænge filmens spilletid med lidt romance.

Manuskriptet er skrevet af tegneserieforfatteren Brian Azzarello (mest kendt for neo noir-serien 100 Bullets) og genskaber Alan Moores fortælling scene for scene. Det fungerer virkelig godt. Derfor er det også svært at forstå, hvorfor Batgirl-forspillet bare får lov til at blafre i vinden.

Det undrer også, at tilføjelsen til historien slet ikke søger at rette op på portrættet af Barbara Gordon. Hun er ikke meget mere end en rekvisit, der lemlæstes og udnyttes seksuelt for at give Batman et stærkere motiv til at gøre, hvad end han beslutter sig for i historiens berømte og meget tvetydige slutscene.

I stedet for at gøre Barbara Gordon til mere menneske og mindre rekvisit forvandler Azzarello og Liu hende til en tegneseriekliché: kvinden, der kun bliver beskrevet gennem en stærkt seksualiseret optik.

Ærgerligt.

Karakterdesignet er ellers ret stiligt. Mere minimalistisk end Brian Bollands tegninger fra The Killing Joke-albummet og mindre muskuløst end i den brillante Batman: The Animated Series (1992-1995), men stadig med en stram og renlinjet enkelthed.

Desværre halter selve animationen, der er flyttet til Sydkorea, hvor arbejdskraften er billigere. Der er scener, hvor elementer såsom bilerne i en biljagt stikker ud og virker underligt digitale og umoderne.

Til gengæld er stemmearbejdet både nuanceret og medrivende og i absolut verdensklasse. Mark Hamill, der siden Star Wars hovedsagelig har begået sig som voice actor, stjæler showet i rollen som Jokeren. Han var også Jokeren i Animated Series og især slutningren på The Killing Joke hører til hans allerbedste præstationer, når Jokeren folder sig ud i et hårrejsende kabaretnummer.

Batman: The Killing Joke bliver kun vist i en ganske kort periode. På premieredatoen i København, Odense og Aarhus samt yderligere to visninger i København de følgende dage.