Biografanmeldelse
21. feb. 2020
Barn
Trettenårige Lykke (Ella Øverbye) skaber kaos i et lille samfund, da hun slår en klassekammerat ihjel. Ingen andre end hendes forældre tror på, at det var en ulykke. Foto | Lars Olav Dybvig

Barn

Norsk drama om et barns drab er benhård realisme og spidder veloplagt det skandinaviske velfærdssamfund.

Af Simon Pasternak

I en forstad til Oslo, på en folkeskoles fodboldbane, ligger en dreng. Flere voksne står bøjet over ham. En lærer kommer løbende forbi optrinnet, indhenter en pige og tvinger hende med tilbage.

Drengen, den trettenårige Jamie, har slået hovedet og dør kort efter af sine kvæstelser. Pigen, klassekammeraten Lykke, har slået ham med sin skoletaske, men var det et uheld eller et drab?

Filmen følger begivenhedens ringe i det tætstrikkede lokalmiljø, hvor alle kender alle. Rektoren Liv skal udrede, hvad der skete over for forældre, pårørende, politiet, kommunen og sin egen samvittighed.

Virkede beredskabsplanen? Var Livs bror Anders, der er Jamie og Lykkes klasselærer, til stede på banen, som han skulle være? Taler de to piger, der siger, at Lykke slog Jamie, sandt? Og hvad betyder det, når Lykke selv siger, at de bare ”tullede” – lavede sjov?

Lykkes forældre ved ikke, om de skal tro på datteren eller udvise forståelse for, at hun selvfølgelig måtte lyve, fordi hun måske i virkeligheden har slået Jamie ihjel.

Jamies far Per-Erik vil have hævn og undgå, at sagen bliver henlagt. De andre forældre vil have Lykke ud af klassen. Historierne og interesserne får frit løb om begivenhedens sorte hul, mens Liv prøver at finde sandheden og balancere mellem forskellige hensyn.

At Jamie var søn af en fremskridtspolitiker, og Lykke er datter af en socialdemokrat, gør det ikke lettere. Og endnu sværere bliver det, da det viser sig, at Liv selv er hemmelig kæreste med Per-Erik. Det er hendes mor, Torunn, den gamle socialist, slet ikke tilfreds med.

Barn handler om kommunikation, fortielser, løgne, selvbedrag og misforståelser. I de ofte lange scener vender og drejer personerne ikke kun hinandens motiver, men også ordenes betydning. Der er et mord til forskel på at ”tage livet af” og at ”forårsage en andens død”.

Lykke selv vil bare sove og blive tynd, som hun siger, og fortæller om alle de spil, teenagere har kørende med hinanden. Om kroppe, sex og kærlighed.

Filmen begynder som en realistisk krimi og udvikler sig lige så stille til et drama om et helt miljø med gribende kærlighedshistorier og humoristiske sidespor. Det gør den lidt ufokuseret i fortællingen, men også stærk i karaktererne.

Barn minder om Laurent Cantets Guldpalme-vinder Klassen i sin minutiøse undersøgelse af mikro-hændelser, der kan ende med en elevbortvisning.

Begge film er interesserede i noget så sjældent som folkeskolen med forældrebestyrelse og lærermøder. Og i sin perfide komik minder den om Ruben Östlunds Force Majeure, hvor det moderne menneskes motiver vendes og drejes.

Alt i Barn ser almindeligt ud.

Billederne ligner indramninger af et tilfældigt liv, som når en enormt grim kaktus gør sig til i baggrunden, mens der diskuteres sorg i køkkenet, eller en mand afslører sine inderste følelser siddende i en uklædelig, blå underbuks.

Der er rodet i den verden, vi har lavet os i de skandinaviske velfærdsstater. Alting er gennemreguleret af beredskabsplaner, men ingen har styr på særligt meget.

Instruktøren Dag Johan Haugerud er også romanforfatter, og det kan mærkes. Der snakkes igennem, mange scener er en kende for lange. Til gengæld er Barn også indimellem utroligt sjov og næsten autentisk.

Figuren Lykke er skrevet meget tæt på en trettenårigs logik og smerte og godt spillet af Ella Øverbye. Anne Marit Jacobsen er imponerende som påståelig, passiv-aggressiv mor, mens Henriette Steenstrup spiller Liv med hele Norges hverdagslige ufikshed, desperation og forsøg på at gøre det rigtige.

Barn er et velskrevet og velspillet velfærdsdrama om et hændeligt drab med splinter af finurlig humor og trykkende realisme.

Titel:
Barn

Land:
Norge, Sverige

År:
2019

Instruktør:
Dag Johan Haugerud

Manuskript:
Dag Johan Haugerud

Medvirkende:
Henriette Steenstrup, Jan Gunnar Røise, Thorbjørn Harr

Spilletid:
157 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
27. februar

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
28. maj 2026
Miroirs No. 3

Miroirs No. 3

Biografanmeldelse
14. apr. 2026
Interne affærer: Sag 137

Interne affærer: Sag 137

Biografanmeldelse
05. mar. 2025
Solitude

Solitude

Biografanmeldelse
04. apr. 2024
Rød himmel

Rød himmel

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor forlod Bo Green Jensen pludselig Weekendavisen efter fire årtier? Han fortalte i november 2023 sørgmodigt om forløbet til Ekko – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro