Back in Action

I 00’erne var Cameron Diaz og hendes blændende smil nærmest overalt, ikke mindst takket være de to Charlie’s Angels-film, der blev virkelig godt markedsført.

Diaz trak sig tilbage i 2014, men er nu Back in Action, som hendes nye film hedder. Ih, hvor meta og i øvrigt et ordspil, fordi der, ligesom i de gode gamle Charlie’s Angels-dage, er tale om en actionfilm.

For at det ikke skal være løgn, handler filmen om to superspioner, der vender tilbage til aktiv tjeneste efter femten år.

De to agenter Emily og Matt finder ud af, at Emily er gravid med hans barn på et agentjob, hvor de skal have fat på et supervåben, der kan kontrollere al vigtig infrastruktur i verden. Da de undervejs får en enestående chance for at begynde et nyt liv, hopper de af og genopfinder sig selv som forstadsforældre.

Femten år og to børn senere kommer de to dog til at ødelægge deres anonyme tilværelse, da de bliver filmet, mens de lammetæver en person, som de umiddelbart sagtens kunne have ladet være.

Deres hjem invaderes af lejemordertyper med store skydere, og her må Matt indrømme, at han i alle årene har gemt på den magiske infrastrukturnøgle, og at den ligger hos Emilys mor i England.

Cameron Diaz og Jamie Foxx er meget charmerende som ægtefolk. Især når hun griner af hans dårlige vitser om egne evner som fodboldtræner, eller når de over for hinanden indrømmer, at de begge er en smule bange for deres teenagedatter.

I det hele taget er actionfilmen fyldt med kendte ansigter. Andrew Scott spiller britisk agent, men hans skumle Moriarty-ness bruges til at gøre os i tvivl om, hvorvidt han er på vores heltes side eller ej.

Glenn Close skal altid være velkommen, og hendes kamp mod en lejemorder med køkkenredskaber og olivenolie er en af filmens mere opfindsomme actionsekvenser, selv om den er forbi for hurtigt.

I rollerne som Emily og Matts to børn falder Rylan Jackson og McKenna Roberts ikke igennem, hvilket i sig selv er en præstation for to børneskuespillere omringet af kendte skuespillere.

Problemet er dog, at de mange dygtige mennesker ikke kan stille meget op med replikker, der er lige så anstrengte, som de er kække. Der skal spyttes onelinere ud, og mange af dem lander fladt.

Og store dele af filmens plot hænger sammen med gaffatape og skolelim. Hen imod slutningen fikses et for plottet essentielt computerproblem med en metode, som en treårig kunne have fundet på.

Hele idéen med en dims, der kan kontrollere alle kraftværker, dæmninger og broer, virker i øvrigt doven. Som om nogle har set den nyeste Mission Impossible og gerne ville udtænke noget lige så omfattende som The Entity, men ikke lige orkede at sætte os ind i kunstig intelligens.

Som i Baby Driver – en stærkere actionfilm med Jamie Foxx – har man gerne villet skubbe musikken helt op i forgrunden af tilskuerens bevidsthed.

Under kampsekvenserne spilles der klassikere af kunstnere som Frank Sinatra, James Brown og Etta James. Men det bruges hverken interessant kontrapunktisk eller på en måde, hvor det føles integreret i scenerne.

Det er vitterligt bare to spioner, der smadrer tjetjenske lejemordere, mens Etta James’ At Last spiller, og det føles som misbrug af en af de mest romantiske sange nogensinde.

Filmen er ikke decideret kedelig, og man er egentlig frisk på at se den til ende og få banket nogle slemme fyre, til trods for at der mangler actionscener, man vil huske.

Men Back in Action har en tone, der placerer røven mellem to stole. Den er for fjollet til at være inderlig, men ikke fjollet nok til, at den bliver rigtigt sjov.

Efter at have set Cameron Diaz’ Charlie’s Angels: Uden hæmninger-kollega Demi Moore vinde en Golden Globe for sit sats med den fremragende The Substance, får man lyst til, at nogle snart giver Diaz noget ordentligt at rive i, nu hvor hun er back in action.