Baywatch

Saftspændte strandløver, store bryster skubbet ned i røde badedragter og dramatiske situationer, som er mere grinagtige end medrivende.

Sådan husker jeg tv-serien Baywatch, og det var underholdende dengang i 90’erne, når man syg fra skole zappede forbi på tv’et.

Den nye film om de brave livreddere er for så vidt også ganske underholdende, hvis man kan stille sig tilfreds med billeder af smukke kroppe og dertilhørende pik-og-patter-humor.

Men den er desværre ret dårlig.

Det ved Baywatch godt selv, og derfor gider den slet ikke prøve. Det er en klog beslutning, for det er en gudsjammerlig prøvelse at se en dårlig film, som tror den er god, mens det kan være direkte fornøjeligt at se en dårlig film, som ved den er det.

Desværre går filmen ikke planken ud i sin plathed, men forsøger sig med en mærkelig blanding, hvor man vil gøre de tomhjernede livreddere til helte.

Det starter ellers vidunderligt kitschet, når Mitch Buchannon (hvorfor Dwayne Johnsons muskelhelt hedder det samme som David Hasselhoffs i serien, bliver aldrig forklaret) ti sekunder efter at være mødt på arbejde i livreddertårn nummer et må redde et liv.

Mens han heroisk bærer en såret kvinde op på stranden i sine svulmende arme, banker titelskiltet op af havet bag ham, mens delfiner highfiver med halerne i baggrunden. At Emerald Beach, hvor eventyret foregår, ikke er nogen realistisk ramme, bliver slået fast fra start.

Pludselig kommer Zac Efron kørende på motorcykel, øjensynligt direkte fra ungdomsklubhuset i Bad Neighbors 2, men han er blevet endnu mere muskuløs og hedder nu Matt Brody.

Brody er tidligere olympisk guldvinder i svømning, men karrieren druknede i dårlig holdånd og tømmermandsopkast i den olympiske pool. Men mon ikke livredderne kan lære ham vigtigheden af at være der for sine venner?

I starten er han selvfølgelig kun interesseret i at lære den ene af gruppens kvinder, barmfagre Summer (Alexandra Daddario), at kende.

I det møde graver Baywatch dybt under bæltestedet og vandoverfladen efter humoren, og det bliver da i ny og næ til nogle gedigne grin.

Man kan argumentere for, at Baywatch i sit udgangspunkt jo bare er en overfladisk komedie, hvor smukke mennesker glor på hinanden. Set i den optik er det befriende, at livredderne åbenlyst indrømmer at stirre på hinandens babser og kødfløjter, men filmen er så opsat på at få liderlige teenagedrenge til at fnise, at det ofte bare bliver pinligt.

Topmålet af den kødelige komik rammer tidligt, da den håbefulde livredder-aspirant Ronnie får dilleren i klemme i en strandstol, og derfra får resten af de komiske optrin svært ved at følge med.

Inspirationskilden er så oplagt, at det næsten gør ondt, men 21 Jump Street opdaterede sin tv-serie med succes ved at skabe troværdige karakterer.

Det blev parret med en kærlighed til det oprindelige tv-univers, som i Baywatch er udskiftet med en kras sarkasme, der er for selvbevidst til rigtigt at blive sjov.

Når livredderholdet forklarer deres vilde dagligdag med konstante nærdødssituationer og eksplosioner for den nye mand Matt, bemærker han ironisk: ”Det lyder som en virkelig underholdende, men langt ude tv-serie.”

Filmen igennem løber en tråd, hvor en politimand gør grin med og irettesætter Mitch og de andre livreddere, fordi de selvfølgelig træder langt over deres beføjelser som strandens beskyttere ved at involvere sig i en narkosag.

Politimanden ender dog selv med at være ham, som bliver til grin. Men havde det ikke været sjovere, hvis filmen faktisk gjorde grin med idéen om livreddere som verdens beskyttere?