Bachelorette – sæson 3

Bachelorette er et naturligt samtaleemne i min omgangskreds og i min omgangskreds’ omgangskreds. Det er en god åbning, når man kanter sig rundt i en vens køkken, mens de andre ankommer drypvis fra studiet eller arbejdet. 

Det amerikanske koncept er muligvis det mest konstruerede, man kan forestille sig. Men programmet fungerer bedst, når det enten er tåkrummende akavet eller rørende genkendeligt. Dybest set handler det om længslen efter forelskelse, der måske kan spire midt i det spekulative sceneri. 

Atten mandlige bejlere og to singlekvinder, de såkaldte bachelorettes, installeres på badehotel i syden. I sæson tre af den danske version er det Mexico. Mændene bor sammen og ser kun de to kvinder på dates og gruppedates, til fælles mingle-arrangementer og en ugentlig roseceremoni.

Her tildeles næsten alle mændene en rose. De, der ikke får en rose, flyver hjem og får i bedste fald en podcast. 

Dates’ne skifter mellem ekstremsport og sommerhushygge. Vandsport, cykelsport og rappelling efterfølges af skiftende vine og overdådige mængder pyntepuder. Deltagerne går ofte rundt i badetøj og bare tæer, men stemningen i den aktuelle sæson er overraskende aseksuel – selv under de mest iscenesatte øjeblikke. 

Øjeblikkene består mest i kollegial smalltalk afbrudt af pludselig trauma-dumping i desperate forsøg på at ”lære hinanden at kende” i et formularisk og forhastet format. 

Vi er nu godt halvvejs gennem sæsonen, og først nu er de to første, forsigtige kys blevet udvekslet. Det virker, som om kvinderne stadig navigerer ud fra et kendskab til mændene, der knap rækker ud over førstehåndsindtryk. 

Det er rendyrket slow-tv – beroligende i starten, men i længden smertefuldt trivielt. 

Castingen denne sæson gør det kun værre. De to kvinder, Emma og Mai, ligner hinanden uhyggeligt meget og taler tit til mændene i samme toneleje som en pædagog eller servicemedarbejder på arbejde. 

Persongalleriet er præget af det forsigtige og flade. Nogle er generte, de fleste er uden særpræg. Undtagen elskelige Emil N, der godt nok ikke har en chance hos kvinderne, men til gengæld vinder mændenes hjerter som en excentrisk ”ordkunstner”. For måske første gang føler han sig hjemme i et mandefællesskab, og det bringer tårer frem, også hos os seere. 

Det er tydeligvis dates, mingling og roseceremonier, der med højdramatisk underlægningsmusik fremstår som programmets formelle omdrejningspunkt. Men det egentlige gods ligger i fyldscenerne fra bejlernes bizarre ophold på badehotellet. 

Mændene er ved at blive lige så bims af at vente på date-invitationer, som vi er af at vente på et afsnit, der for alvor underholder. 

Det absurde mandefællesskab, hvor flere udvikler følelser for den samme kvinde, ender med at levere bedre tv end de strygerbelagte stævnemøder. Mændene både under og misunder hinanden, og midt i jalousien vokser både selverkendelse og nye venskaber frem. 

Mændene er på standby for kvinderne i dagevis ad gangen. Det skaber nogle højskolelignende forhold, og de mange uforstyrrede timer sammen fører til langt flere og dybere personlige samtaler end på de meget akavede og tilsyneladende meget korte dates med kvinderne. 

De mænd, der bliver sendt hjem ved roseceremoni, er tit berørte over at skulle sige farvel til de andre mænd, men ikke til kvinderne. Ironisk nok opstår de stærkeste forbindelser i konkurrencens blinde vinkel, nemlig mellem rivalerne selv. 

Også ironisk er at det sidste afsnit, jeg når at se, før jeg skriver denne anmeldelse, viser sig at blive sæsonens første rigtigt underholdende. Endelig er der spænding og overraskelser. 

Jeg har været Besat af Bachelorette, som en af de fire metapodcasts passende hedder. Men i år må jeg erkende, at forventningens glæde er større end selve sæsonen.