Avengers: Infinity War

Avengers: Infinity War er kulminationen på ti års Marvel-superheltefilm. Det begyndte i 2008 med den første film om Iron Man, og siden er det blevet til et utal af film og helte.

Nu samles næsten alle disse helte, der enten har magiske, teknologiske, overjordiske eller bare langt-over-gennemsnittet-imponerende kræfter. Ikke kun jorden, men hele universet er nemlig truet.

Det er et gigantisk sammenstød. Og det er mageløst!

Truslen er den fascinerende skurk Thanos (Josh Brolin). En gammel kending, der er far til Gamora (Zoe Saldana), som er medlem af Guardians of the Galaxy.

Deres forhold spiller en vægtig rolle. Hun kender indgående hans største ønske: at udrydde halvdelen af alt liv i universet.

På den måde vil han bringe balance overalt, foranlediget af den sorg, han selv oplevede, da han så sin egen planet gå under på grund af overforbrug og overbefolkning, selv om han advarede om udfaldet.

Det er en interessant problematik, at Thanos ser sig selv som en frelser, der bærer en nødvendig byrde. Han tror, han er retfærdig ved at tage fra planet til planet og dræbe halvdelen, uanset status, køn og alder.

Selv om det er en afstumpet håndtering af problemet, så har han en tankevækkende pointe. Og den er med til at hæve tjubang-film som denne over banal underholdning. Men okay, så er det heller ikke en dybere film end som så, selv om den også kommer ind på både ensomhed, kærlighed og samarbejde.

Det er dog omstændeligt at rejse fra planet til planet, så Thanos sætter sig for at skaffe universets seks infinity stones. Med dem kan han fikse sit problem med et knips med fingrene.

To af stenene befinder sig på jorden. Den ene har troldmanden Doctor Strange (Benedict Cumberbatch), den anden sten er en del af androiden Vision (Paul Bettany).

Sjældent, hvis nogensinde før, har så mange af Hollywoods allerstørste stjerner optrådt i samme film. De fleste af superheltene har haft solofilm, og derfor fører de sig hver især frem med pondus og overlegenhed.

Det skaber lårklaskende sammenstød, særligt mellem Iron Man (Robert Downey Jr.) og Doctor Strange. Begge er egocentriske og arrogante genier, og nåh ja, begge har fipskæg. De håner hinanden uhæmmet, og Stark bliver ved med drillende at kalde den anden for troldmand og gøgler.

Det var netop med Iron Man, at stil og tone blev slået fast for de mange Marvel-film. Der er masser af humor og action, og med større eller mindre held er det gentaget i filmene siden. Øvelse gør mester, og denne film excellerer i begge aspekter.

De mange slåskampe er vanvittigt flotte. De giver sus i maven og kuldegysninger, og samtidig er der hele tiden en masse at grine af. The Guardians finder Thor (Chris Hemsworth) svævende i rummet, og den hudløst ærlige Drax (Dave Bautista) dåner over, hvor muskuløs guden er. Og mobber Star Lord (Chris Pratt) for at være alt andet end det, hvortil hele flokken følger trop i drilleriet.

Det er imponerende, hvordan det lykkes for instruktørbrødrene Anthony og Joe Russo at samle det hele.

De har tidligere stået bag de to seneste film om Captain America, men foruden at følge op på dem, formår de også at flette den uhøjtidelige og pangfarvede stemning fra Guardians of the Galaxy ind. Spider-Man er lige så fuld af ungdommeligt gåpåmod og flabethed som i Spider-Man: Homecoming, og tordenguden Thors historie fortsætter næsten lige, hvor den slap i den morsomme Thor: Ragnarok, hvor han rejste fra Asgård i et rumskib.

Selv om nogle karakterer fylder mere i historien, får alle lov at udfolde deres personlighed og evner. En drøm for nørder.

Spilletiden er på to en halv time, men på trods af det har Thanos lidt for let ved at få fat i de forskellige sten.

Men dette er kun første del, og filmen slutter ikke overraskende med en sindssygt spændende cliffhanger. Og en lækker scene efter rulleteksterne. Husk at blive hængende.