The Assassin

Liv, kærlighed og død udspiller sig i en serie af alvorlige ritualer i Hou Hsiao-hsiens henrivende nye værk. Den kan meget vel være den smukkeste film, du ser i år. Den er måske også en af de mest forvirrende med et plot, som et vestligt publikum vil have svært ved at begribe, med mindre de har søbet i Tang-dynastiets historie eller dyrket de litterære rødder af wuxia-(kung fu)genren.

Men den taiwanske instruktør er berømt for sine fragmenterede, ikke-lineære fortællinger, selv i film der er forankret i nutidig virkelighed, som Goodbye, South, Goodbye (1996), der handler om simple kriminelle i Taiwans nordlige landområder. Så det er ikke kun tilskuerens distance fra The Assassins kulturelle referenceramme, der gør den til en mærkelig, fascinerende og ”svær” film.

Med imponerende passiv kontrol spiller den taiwanske skuespiller og model Shu Qi lejemorderen Nie Yinniang. En smuk, ung kvinde af ædel byrd, trænet i kampsport af en mystisk nonne, der bruger hende som en hævnende dødsengel til at udslette korrupte provinsielle embedsmænd og krigsherrer. Man begynder dog snart at mistænke, at i en verden, hvor få er gode, har nonnens ofre mere at gøre med dynastisk og kejserlig politik end med moralsk retfærdighed.

Da Yinniang fejler med et drab, fordi hun får sympati med sit offer, sender hendes iskolde mentor hende på en mission, der handler om at teste hendes villighed. Yinniang skal myrde Tian Ji’an, en fætter, som hun engang var forlovet med. Han er nu militærguvernør i Wiebo-provinsen, en af de mest ustabile af en række oprørske forposter, der oprindeligt skulle forsvare kejserens grænser.

Selv denne smule plot kræver meget af tilskueren at opfange ud fra de sparsomme fragmenter af fortællingen. Hou er meget mere interesseret i de enkelte scener end i historie eller karakter. Men hans langsomme, malende tilgang føles ikke som stil for stilens skyld. Det føles som et forsøg på at fange ånden af et sted og en tid, i hvilken tøj, hår og gaver, og det ritualiserede liv ved hoffet, ikke var hule og meningsløse, men fyldt med latente betydninger og undertrykte følelser. Og samtidig en tid, hvor grænsen mellem virkeligheden og åndeverdenen, mellem naturen og det kunstige, er gennemtrængelig.

Med afsæt i arthouse kung-fu-værker som Tiger på spring, drage i skjul bevæger Hou sig betydeligt længere væk med sine destillerede kampscener – de optager næsten ingen tid på lærredet.

I stedet bliver den ellers hektiske wuxia-kampsport forvandlet til stillestående, kinesisk opera. En velkoreograferet dans mellem to meget ritualiserede former for samtykke – den for hoffet og den for de klosteropdragede wushu-krigere. Det underminerer subtilt de sort- hvide moralske visheder, der ellers understøtter de traditionelle filmfortællinger om hævnende helte. Og interessant nok begynder denne film i sort-hvid, før den bliver i farve.

Der er en scene, hvor man ser Tian Ji’an og hans yndlingskonkubine trække sig tilbage til hans private gemakker bag et orlet gardin, der er så tæt på kameralinsen, at man først tror, det er et slags blødt filter. Kun da gardinet blafrer i en brise, kommer de to sagte konverserende hovedpersoner i fokus, før de udviskes af gardinet igen. Og først da går det op for os, at der er en grund til denne effekt – nemlig at der er en anden, der betragter parret.

Det er en mageløs, fængslende sekvens, en der minder os om to gammeldags typer biografteknologi, som Hou og hans fotograf Mark Lee Ping Bing også har brugt til at filme med: 35mm filmkamera og 4:3 billedformat. Vi er vant til at tænke, at widescreen er det eneste, der har format til at være nærmest majestætisk og fuldt af dybde. The Assassin understreger, at Academy-formatet, som det kaldes, kan gøre begge dele, men det kan også antyde de undertrykkende forhold ved et intenst, ritualiseret samfund.