Argylle

Matthew Vaughn har to gange taget røven på verdens biografpublikummer med sine unikt smagløse, men utroligt underholdende genreeksperimenter.

Først Kick-Ass, der brillerer med sin komisk lavpraktiske tilgang til superheltegerningen, men skuffede fælt med sin efterfølger.

Anden gang med Kingsman: The Secret Service, der overgør James Bond i demonstrativt macho-spiongejl og blæste actionfans bagover i kirkescenen, hvor Colin Firth nedlægger en hel kristen sekt på egen hånd.

Desværre blev filmen efterfulgt af endnu en skuffende toer og den åndssvage, men underholdende prequal The King’s Man.

Vaughn fortsætter nu sin leg med spiongenren i Argylle, der ved første øjekast ligner en nedskydning af alle de frydefulde spionklichéer, Kingsman-filmene hylder.

Filmen starter med popstjernen Dua Lipa som skurk i guldfarvet discokjole. Hun mødes med Henry Cavill som den smokingklædte agent-stereotyp Argylle.

Efter en sexet dans mellem dødsfjenderne kulminerer aftenen i en hæsblæsende biljagt og en afhøring med rappe replikker. Især en af dem er genialt dårlig og leveres af Argylles makker, der spilles af John Cena.

”Hvis du ikke fortæller os, hvad du ved, så bliver du samme temperatur som min kaffe. Den er nemlig blevet kold,” siger makkeren.

Den fjollede scene viser sig selvfølgelig at være en fantasi, opdigtet af filmens egentlige hovedperson, Elly (Bryce Dallas Howard).

Matthew Vaughn er blevet kritiseret for, at kvinder i hans film ofte har knive som fødder eller et udtalt liberalt forhold til analsex som erstatning for personlighed.

Han har simpelthen svært ved at skrive kvindelige karakterer, og måske som kompensation har han nu skabt en kvindelig hovedperson, der selv skriver meget.

Elly er krimiforfatter, og sekvensen med Dua Lipa kommer fra det nyeste bind i hendes bogserie om Argylle, som Elly udgiver som afbræk fra en stille tilværelse uden venner, men med en kat.

Da en ond spionorganisation finder ud af, at begivenhederne i hendes bøger finder sted i virkeligheden, kommer hun i livsfare, og hun finder sin redningsmand i den venlige spion Aiden.

I Sam Rockwells taber-charmerende skikkelse er Aiden en klar kontrast til den fantasispionage, Elly kender. Vi møder ham med langt skæg og grimt turistkluns. For som han pointerer, skiller man sig ud, hvis man altid er iklædt smoking.

Nu skal Elly lære, hvordan en rigtig spion arbejder. Men det viser sig, at instruktøren selv er ret ligeglad. Den jordbundne præmis afløses meget hurtigt af vanvittige indslag, der er mindst lige så fyldt med klichéer som den komiske fantasiscene med Dua Lipa.

Elly og Aiden drikker champagne på privatfly, nedlægger horder af toptrænede soldater og udsættes for det ene absurde twist efter det andet.

Skuffet over filmens manglende interesse i egen idé må man i stedet prøve at nyde al den gak og løjer, som Vaughn trods alt plejer at være god til.

Eksempelvis en yndig geværdans dekoreret af farverige røgbomber og en scene, hvor brandfarlig olie tvinger de kæmpende til at bruge knive frem for skydevåben.

Men begge scener føles som gentagelser af henholdsvis den pangfarvede hovedeksplosionsseksvens fra Kingsman: The Secret Service og knivkampen i ingenmandsland fra The King’s Man.

Undervejs møder vi Bryan Cranston som chefen for den onde spionorganisation, og hans veloplagte bud på en Bond-skurk er absolut et højdepunkt.

Især fordi han undervejs havner i dobbeltrollen som monster og blød familiefar, hvilket betyder et lille gensyn med præstationen som Walter White i Breaking Bad.

Det samme kan ikke siges om Bryce Dallas Howard, der kæmper med at puste liv i sin alt for flade karakter.

Det overlades til de førnævnte twists at holde filmen interessant, og det lykkes i lang tid. Omvæltningerne er omfattende, uforudsigelige og passer meget godt ind i temaet om Ellys forvirring over fantasi og virkelighed.

Men når Argylle endelig løber tør for twists, opdager man, hvor træt man er.