The King’s Man

Den 28. juni 1914 bliver det østrigsk-ungarske tronfølgerpar myrdet af Gavrilo Princip, som med et enkelt skud starter verdenshistoriens blodigste krig.

Men stik imod, hvad der står i historiebøgerne, er Princip ikke blot en nittenårig, serbisk oprører.

Nej, han er del af en ondsindet sammensværgelse med andre af Første Verdenskrigs farverige skikkelser som spionen Mata Hari, mystikeren Rasputin og selveste Lenin, der under ledelse af en sur skotte starter krigen for at ødelægge England.

I hvert fald, hvis man skal tro Matthew Vaughns tredje filmatisering af Kingsman-tegneserieuniverset.

Den første film er et friskt pust til tegneserie- og spionfilmgenren med sin perfekte kombination af selvironi og genrerespekt, mens toeren er en fantasiløs kopi.

Men frem for at fortsætte historien om nutidens Kingsman-helte fortæller The King’s Man historien om, hvordan den hemmelige, uafhængige efterretningstjeneste blev oprettet af den fredselskende hertug Oxford (Ralph Fiennes) i forsøget på at forhindre krig i verden.

Mellem de komisk karikerede verdenskrigsfigurer kæmper Oxford med sin egen pacifisme i mødet med alskens ondskab, som hans søn Conrad (Harris Dickinson) længes efter at bekæmpe.

Det er i første omgang en befrielse at se en tegneserieagtig gendigtning af verdenskrigen udfolde sig som en simpel historie om de gode mod de onde – især når nutidens politiske landskab synes mere og mere forvirrende.

Men filmen forsøger med mindre succes også at sige noget alvorligt om historien.

For eksempel gennem Oxford, der udtalt fortryder sin medvirken i kolonikrigene og skammer sig over Englands imperialisme. Det klinger hult, når filmen samtidig idealiserer en hemmelig, britisk organisation, som uden demokratisk mandat blander sig voldeligt i verdens affærer.

Alt for meget tid kommer til at gå med den storpolitiske historie, så den følelsesladede fortælling om Oxford og Conrad drukner.

Første halvdel af den i forvejen lange film føles langtrukken. Især fordi manuskriptet af Karl Gajdusek og instruktøren mangler den hurtige og frække dialog, som prægede første film.

Kun én scene, hvor Oxford akavet forsøger at lokke Rasputin med en forgiftet tærte, når de komiske højder, der har været forbundet med Matthew Vaughns film siden Kick-Ass.

Alligevel kommer The Kings’ Man til sin ret, da instruktøren midtvejs endelig begynder at vise, hvorfor han er en af tidens bedste action-instruktører.

Han mestrer de små detaljer. Som fægtescener, der ses fra sværdets perspektiv og lader os stirre direkte ind i det kød, vi snart skal penetrere.

Og han mestrer den overdrevne vold, der er karakteristisk for den voksne tegneseriegenre, hvor en blanding af blod og fysisk troværdighed får alle snitsår til at gøre ondt.

Den bedste sekvens opstår, da Conrad mod farens vilje bliver soldat ved den frygtindgydende vestfront og sendes på en natmission i ingenmandsland.

Midt i det belgiske mørke møder han og fire andre soldater en tysk styrke på samme mission. Men frem for at skyde og risikere at blive fanget i krydsild fra begge skyttegrave smider alle geværerne og trækker knive for at slås til døden – uden den mindste lyd!

Det følgende blodbad føles som en dans, hvor personerne udtrykker sig emotionelt gennem vold.

Poetisk fortæller kampen om den absurde situation, som mange soldater befandt sig i på begge sider. Men også historien om den kærligt opdragede Conrad, hvis barmhjertighed og medmenneskelighed kolliderer brutalt med krigens virkelighed.

En tragisk mavepuster mellem eksplosionerne.