Ant-Man

The Avengers og Iron Man har special effects, der blæser dig ud i rummet og ryster biografen, men Ant-Man giver superhelte-universet hjerterum og intimitet.

Marvels Ant-Man blev skabt i 1962 som genforskeren Hank Pym, der opfinder et stof, som kan formindske afstand mellem partikler. Og Pym var den første Ant-Man, der blev lille som en myre og samtidig havde superkræfter. Da Pym blev ældre, blev evnerne og dragten overtaget af andre, blandt andet af supertyven og hackeren Scott Lang i 1979.

Ant-Man blander disse tegneserie-kort og lader historien begynde, da Scott Lang (Paul Rudd) slipper ud af fængsel.

Han glæder sig til at se sin lille datter Cassie og vil gøre alt for ikke at komme tilbage bag tremmer. Men ekskonen og hendes nye mand vil først lade Scott se Cassie, når han får arbejde og et ”normalt” liv. Og det er svært at få job, når man har en kriminel fortid. Heldigvis har Scotts ven Luis (Michael Peña) en fidus, der vil skaffe penge: indbrud i et supersikret hus med en mystisk bankboks.

Huset tilhører dr. Hank Pym (Michael Douglas), og i boksen ligger den dragt, der vil få sin bærer til at skifte størrelse. Scott tror, han bryder ind, men i virkeligheden har Pym lokket ham til huset for at få hjælp.

Opfindelsen vil skabe kaos i de forkerte hænder, og Pym har holdt sin teknologi skjult for offentligheden. Hans assistent, den grådige Darren Cross (Corey Stoll), har i årevis forsøgt at videreføre Pyms forskning. Cross kalder sin dragt ”Yellowjacket” og har solgt den til højstbydende våbenproducent.

Nu handler det om at standse Cross og stjæle Yellowjacket, og forløbet udfoldes efter kendt superhelt-opskrift. Den egoistiske antihelt ser ingen grund til at redde verden, hvorfor han skal overbevises, motiveres og trænes. Og da dette er første film i, hvad der tegner til at blive en ny Marvel-filmserie, skal universet tegnes omkring helten.

Vi får de hemmelige rum og tekniske gadgets, Ant-Mans hjælpere og modstandere, vi bliver introduceret til de akavede venner (Luis, Kurt og Dave) og ikke mindst til dragten, der er kernen i enhver superhelts liv.

Ant-Man trækker Scott og tilskueren ind i Pyms hus, der skjuler fantastisk teknologi og en tragisk fortid. Huset er ligesom Batmans palæ et symbolsk rum, hvor antihelt bliver til superhelt. Mens Cross’ laboratorium er kølig high tech-design i glas og stål, emmer Pyms hjem af skæv originalitet med lakerede træpaneler, sen-viktorianske tapeter, antikke møbler og gotisk atmosfære.

Set-dekoratør Leslie A. Pope, der også står bag Django Unchained og Captain America: The Winter Soldier, har designet en superhelte-verden, man har lyst at slå sig ned i.

Alt lykkes i Ant-Man – fra design og forrygende 3D-effekter til et manuskript, der både er banalt og morsomt, hvilket slet ikke er modsætninger. Også casting er perfekt: Douglas er i sit es som hidsig forsker, Stoll giver superskurken et overbevisende mindreværdskompleks, og Evangeline Lilly (der spiller Tauriel i de seneste to Hobbitten-film) er kæk og skarp som Pyms datter Hope.

Blandt biroller stjæler Michael Peña billedet som den småtbegavede Luis. Vi kender instruktøren Peyton Reed fra Yes Man (2008), og den 46-årige Paul Rudd har indtil nu spillet komiske roller (I Love You, Man og This is 40). Men komik har altid været en del af superheltens tegneserie-univers, og det klæder Ant-Man at nedtone eksplosioner og pathos til fordel for nærkamp i legetøjs-niveau.

Ant-Man har samme uimodståelige charme, der gjorde Thor til en succes og Chris Hemsworth til stjerne. Man behøver ikke kende Ant-Man-figuren for at nyde dette sommerhit, der banker både Captain America og den seneste Avengers af banen. Ant-Man er lille, men underholdningen er stor. Meget stor.