Anomalisa

Charlie Kaufman er auteur-manuskriptforfatteren, der med sine labyrintiske, desperate og humoristiske historier har skabt stærkt seværdige og ganske bevidsthedsudvidende metafiktioner som Being John Malkovich og Orkidé-tyven.

Nu kommer han med sin anden film som instruktør, denne gang i samarbejde med animationsinstruktøren Duke Johnson. Filmen bærer den ret Kaufman’ske titel Anomalisa.

Michael Stone, en midaldrende mand, lander i Cincinnati, Ohio. Han har skrevet en bestseller om kundeservice og skal holde endnu et foredrag om bogen og om, hvordan man tænker positivt i forhold til kunderne.

Ansatte i diverse servicefag flokkes om ham og behandler den i grunden meget almindelige mand som en superstjerne.

Men Michael Stone er træt af livet og af sig selv, sådan som midaldrende mænd ofte er i fiktion – og sandsynligvis også i virkeligheden. Ellers ville der vel ikke blive fortalt så mange historier om midtvejskriser?

Stone har lavet en aftale med en gammel flamme, men den fører ikke til noget.

Til gengæld bliver han fascineret af den meget ydmyge og stilfærdige telefonsælger Lisa, kaldet Anomalisa. Han oplever hende som ægte og levende til forskel fra stort set alle andre mennesker, han omgiver sig med.

De har et langt møde på hans hotelværelse, afbrudt af et feberagtigt mareridt, hvor hele verden rotter sig sammen mod Stone. Deres møde er filmens kerne.

Manden bliver spillet til perfektion af engelske David Thewlis, kendt fra Harry Potter-filmene, hvor han var varulveprofessoren Remus Lupin, men allerstørst indtryk har Thewlis nok gjort som den gale gadefilosof Johnny i Mike Leighs Naked (1993).

Egentlig lægger Thewlis kun stemme til Michael Stone, for Anomalisa er en stop-motion-film med dukker af den fineste og skæveste slags. Og på trods af at Stone tydeligvis er en dukke, virker han som en hel karakter, for Thewlis’ stemme varmer den kantede figur op, så han fremstår som et ægte og værdigt menneske.

En antihelt med alle de fejl, man kan have, men også en mand med et bankende hjerte og en enorm længsel efter autenticitet.

Der er kun tre stemmer i filmen.

Jennifer Jason Leigh er Lisa, hvis klangfulde røst fascinerer Stone så meget, at han inviterer hende med på hotelværelset frem for den tilsyneladende mere attraktive og udadvendte Emma. Og Emma taler med samme stemme som alle andre i filmen, mænd såvel som kvinder, nemlig skuespilleren Tom Noonans.

Det er et nærmest genialt greb at lade samtlige bikarakterer snakke på samme ensartede måde. For det er selvfølgelig Stones subjektive oplevelse, der skaber monotonien. Sjældent er fremmedgørelse blevet konkretiseret så effektfuldt.

Fremmedgjort mand i fremmed by giver associationer til Lost in Translation, men Anomalisa går længere ind i hovedpersonens sind. Michael Stone stiller helt simple, eksistentielle spørgsmål til sig selv. For eksempel: Hvad vil det sige at være menneskelig?

Charlie Kaufman frygter ikke det nære og tilsyneladende banale.

Anomalisa er langt mindre sær end Kafumans også seværdige og noget undervurderede instruktørdebut Synecdoche, New York, hvor en dødsmærket teaterinstruktør (Philip Seymour Hoffman) manisk bygger en miniudgave af New York som kulisse for sit sidste teaterstykke.

Anomalisa er overraskende almindelig i sin hyperrealistiske fremstilling af Stone og Lisas møde.

Og så alligevel ikke.

For her er en film, der i modsætning til Hollywood-mainstream giver sig ro til at folde en scene ud, så den tager den tid, den kræver. Filmen tillader sig at dvæle, og vi får lov til at mærke to mennesker i al deres uformåenhed, klodsethed og storhed.

I al sin lidenhed er Anomalisa en betydelig film.