Angry Birds 2 Filmen

Den første film om de farverige fugle havde premiere i 2016 og smagte som en gammeldags, reaktionær heltefortælling.

En eneste fugl er klog nok til ikke at stole på indvandrerne med de krøllede haler, men til sidst lykkes det ham at standse fjenden, da den afslører sit grumme, trynede fjæs. At grisene i dette univers skal agere ondsindede udlændinge, er særligt underligt, da det i spilforlægget er fuglene, der selvmordsbomber grisene, men lad nu det ligge.

I Angry Birds 2 Filmen kommer der nemlig andre bomber på suppen.

Den konservative 1’er sparkes nu af vejen af en nærmest demonstrativt progressiv fortælling om formålsløshed, ydmyghed og fællesskab. Samt selvfølgelig en masse pjat og gøgl.

Red (Sigurd Holmen Le Dous) og hans venner, Chuck og Bomb, bruger al deres tid på at beskytte fugleøen imod grisenes kreative angreb og supplerer med mindst lige så kreative hævnaktioner.

Men en dag afslører en ny fjende fra en mystisk frossen ø sig, og fuglene må arbejde sammen med grisene for at overleve.

Den gamle ædle krig er nu sat på standby, og den før vigtige og respekterede helt er nu uden formål og identitet. Red savner krigen, og der er ingen hjælp at hente i Angry Birds 2 Filmen, for her er selv hovedskurken – det forbitrede ørnegeni Zeta – blot en følsom stakkel, der trænger til kærlighed.

Red er en mand i en tid, der for længst er løbet fra ham. Og det bliver kun værre, da han organiserer aktionen imod den nye fjendtlige ø og må se sig overgået af den langt mere kompetente – og kvindelige – Silver (Stephania Potalivo).

Angry Birds-franchisen har på film taget springet til en relativt kompleks historie om kunsten at hæve sig over sit sarte ego og arbejde sammen med sine tidligere fjender.

I komiske flashbacks til Reds barndom afsløres, at han er håbløst bange for at være alene og blive ignoreret. Men selv om pophittet All by Myself ironisk lyder i baggrunden, er det oprigtigt slående, hvor ægte den røde fugls isolation og usikkerhed føles.

Til gengæld er filmen proppet med irriterende, skærende stemmer, et par irrelevante underhistorier og morsomheder, som desværre går tabt i oversættelsen af de engelske replikker.

Men især to præstationer redder komikken, nemlig Ruben Søltoft og Mikkel Vadsholt i rollerne som henholdsvis Chuck og Bomb. I modsætning til Red er de altid forandringsparate og optimistiske, og det er ofte meget morsomt.

I en glimrende krydsklippet scene – dem er der mange af – fremkalder kombinationen af Chucks tempofyldte gak og Bombs rolige levering af replikken ”Jeg spiser jord” ægte latter. Med deres problemfrie attitude er de en charmerende og effektiv kontrast til Reds personlige rejse.

Angry Birds 2 Filmen formår at bringe komplekse følelser i børnehøjde. Et sjældent eksempel på en toer, der er meget bedre end etteren.